Mauritz Hansens brev
til Carl Møllmann på Staud, 1834

 

 

Gaarden Petraborg paa Eker, Juli.

Jeg skriver Dig dette Brev til fra Paradis, min Ven, og jeg ønskede at kunne henlægge paa Papiret, om det saa var Skyggen selv af dette Paradis. Alle beskrivelser ere matte; med et eneste ”dejligt!” kommer man længere, – og en Interjektion er den reneste, sandeste, men desværre utydeligste Betegnelse for vore Følelser. O kom dog selv, kom selv og se! Staa med mig paa min Altan og nyd i den frisek Morgenvind Syndet af de to yndige Landskaber hist til venstre og højre! Vestfos-Elven, som den underlig nok kaldes, forbinder begge. Den flyder stille og fredelig tæt nedenfor Bakken, paa hvilken Petraborgs vakre Bygning er anlagt; dens skovklædte Strand læggersig lidt trykkende op imod vort Blik. Men lad dette vende sig til Siden, først, om Du vil, til højre imod Vestfossen. Landskabet er nok ikke ordnet for Penselen, saa vidt jeg forstaar mig paa Malerkunst, men visselig for Øjet. Den lille Gruppe af Huse forekommer os, idet den synes at dækkes af Fossesholms Bygninger og af en Række frodige Graner, som om den var Forstaden til en større By – et Blændværk, hvortil hint blaatækte Lysthus udenfor Granerne ret paa en gjekkende Maade bidrager. I de tækkeligste Formationer højner sig nu Baggrunden; grønlige Sletter drage sig op ad fjernere og fjernere hen til venstre, hvor den øverste dukker sig ned imellem den nærmere mørkegrønne og den fjerneste graalig-blaa Baggrund – og medtager din Længsel.

Lader os da træde over til den anden Side, fra C dur til A mol; lad Øjet langsomt glide hen over den let krusede, dunkelt blaa Vandflade. Det er Fiskumvandet. Nærmest os danner det ved Udløbet af Vestfoselven en tynd flad Land-tunge, der med sine to Smaabygninger, sine afsondret staaende Løvtrær og sin Fiskerbaad minder mig om en dansk Odde af Issefjorden. Men amfitheatralsk buer sig om Indsøen den jevnt op ad stigende Bygd, der endelig indhyller sig i sit brede Belte af Skov. Idyllisk ligger nær imod Vandet Fiskum Kirke. Prestegaarden kommer ikke ret tilsyne; men man tror at opdage dens Tage i Smaaskoven bag om Kirken; og gjerne dvæler Tanken ved det lykkelige Liv, der maa føres i den fredsomme Prestebolig. Ogsaa Rudstøen drager Blikket hen til sig, enskjønt Morgenen og Afstanden dølge de hvide Plankestabler og det driftige Handelsliv. Fra Rudstøen af svinger Vejen sig raskt op ad, og de omstrøede Gaarde betegne i korte Mellemrum dens Retninger, indtil den forsvinder i det brede Skovbelte. Lidt maa Øjet hvile paa dette, indtil det drages opad imod et lyst Punkt; det er Pukverket Korset, hvorpaa Kongsbergerens Øje ogsaa plejer at hvile. Det staar da der som et fælles Punkt for Dig og dine Venner hist bag Fjeldryggen ved Laugens Bredder, og mindre Dig komisk om Maanen, der i den Siegwartske Periode brugtes af fjerne Elskende som en Tavle, paa hvilken den ene skrev med Taareskrift, hvad den anden færdigen læste og med samme Alfabet prompte besvarede. Højest rager op i Horisonten en stor, parabolisk Fjeldpynt. Det er Knuden, hvorhen mange norske og jeg tror endnu flere engelske Par Ben have slæbt sig møjsomt op for at nyde en Udsigt, der ofte skuffer dem, som Udsigten fra Münstertaarnet skuffede salig Baggesen; han kom op, og saa – lutter Taage.

Men imedens jeg morer mig selv, falder jeg Dig besværlig, kjære Ven, da Du ikke selv har seet mine Landskaber in natura og saaledes vel neppe føler Lyst til at lade Fantasien længere bære Dig her over. Men, hvad skal jeg gjøre? – mihi res, non me rebus subjungere conor; men her lader det sig virkelig ikke gjøre; Gjenstanden behersker mig og jeg underkaster mig den. – Det er just nu Morgen, som jeg ovenfor sagde; og derfor fik Du, som naturligt er, et Morgenlandskab. Maaske skulde min Egn fremstilles som et Aftenstykke. Ja Du kan ikke tro, hvor behagelig Aftenen er her oppe paa den frie Altan, som rask fremspringende bærer paa fire doriske Søjler Husets Frontespice. Dog er det kun her ovenfra, at den synes at springe frem; den hviler ganske tryg med sin hele Basis paa et Karnap i Stue-Etagen. Dette Karnap har Glasdøre til en rundt om bøjet aaben Gang, der ved Sidetrapper fører ned til – den fordum saa blomstrende Have. Ja, for ikke saa mange Aar tilbage traadte man fra Trappen ned paa de sirlige, singelstrøede Gange imellem Hækker af Spirea Ilex aqvifolium og Buxux sempervivens. Indenfor disse svingede sig paa en Grund af hvid Sand et kunstig Løvverk af Græs eller Isop; og i vide Mellemrum hævede sig fra de store, grønnmalede Træpotter den dunbladede Lonicera xylosteum og den finnaalede Taxus baccata.

Igjennem Karnappets, dengang Havestuens, vidt aabnede Døre skuede den hulde Kvinde, for hvem dette Paradis smilede, ug over sit Blomsterbed, i hvis store Rotunda stode smagfuldt ordnede ved Blomsterstokke eller i Grupper den brogede Caryophyl, den kamælleontiske Tulipan, her en dobbelt Ildlilje, hist vajende Fritelarier, dobbelte Levkøjer, Hyacinther og prangende Gyldenlakker.
Til venstre stod paa en liden Forhøjning i nedgraven Potte den elskeligste af alle Blomster, den skjønneste af alle Sindbilleder, en Rosa muscosa, omringet af en beskeden Ring af Amaranther. Til højre hævede den stolte Damascenerrose sig som Blomsterdronning over det hele Rige og udaandede sin uendelige Vellugt. Gangen, der bøjede sig om den store Rotunda, løber atter lige ud; den sænker sig ved brede, stenlagte Trin fra Blomster-Terrassen og gaar skraat ned ad imellem de rødmende Jordbærbed indtil Havens Gitterdøre. En Populus italica stod rank paa hver Side ved Udgangen.

Dørene ere aabne; Vejen fortsætter sit Løb igjennem Kratskoven nedover den jevne Skraaplan til Elvebredden, hvor en Stenbrygge optager den. Dersom vi ej træde ud igjennem Gitterdørene, indbyder os til højre en Alle af den villige Coryl, til venstre en liden Skov af Kirsebærtrær; og vi føres ind i Pomonas venlige Rige. Paa det store, grønne Teppe blomstre i passende Afstand Æble-, Pære- og Blommetrærne. Caviller, Pigeons, Borsdorfer, Isæbler afvexle i den første Kvadrat, i den anden Virgouleusen, Bergamotten og Crasanen; i den tredje udmærke sig to smukke Stammer med fyldige Kroner; det var Madame Omsteds Yndlingstrær; de bar store, gule Mirabeller. – Vi have atter vendt os imod Huset; Væggene ere ikke nøgne; Ribs-og Stikkelsbær-, Solbær-og Bringebærhækkene omkring alle Gjerder, alle Vægge. Men om Karnappet strækker sig, frygtsomt for Klimaet, en Prunus armeniaca bag sit Espalier – strakte sig, vilde jeg sagt; men Indbildningen gjøglede. Nu er der intet, fast intet tilbage af den smukke Have. Et Kaalbed, omringet af Rosa centifolia i en uordentlig Hæk, en vild Lund af gamle og unge Kirsebærtrær, nogle Hasler, en Gruppe Jasminbuske, der giver Formodning om et Lysthus. Lige for Havestuen staar i en uskjøn Busk Tanacetum vulgare; Buskadser af Ribs og Stikkelsbær kjæmpe med en Underskov af Ptetris og Carduus. – Saaledes nu!

Men saaledes bør det være. Denne Have bør netop se saaledes ud. Den er et Gravmonument for den skjønne, herligt begavede Kvinde, under hvis Smil alt dette stod i Blomst og Frugt. Hun blegnede, og det sank alt sammen tilbage, et Legeme uden Aand. – Dog er det ikke blot Haven, som minder om det svundne; ethvert af de smagfuldt og bekvemt sammenrækkede Værelser peger mere eller mindre stærkt hen paa en skjønnere Tid. Saaledes bærer det rødmalede Gulv Spor af Føddernes Slid omkring et stort, bredt Spisebord. Borte er Bordet med den Damaskes Dækketøj og Sølvterrinen og Platmenagen, med de krusede Frugtkurve, den uhyre Bispebolle og den slebne Glaspokal, med Bunteraden af venlig-smilende Damer og lystig støjende Mandfolk. Sic transit!

Men det var ikke den forledne Herlighed, jeg just nu havde bestemt mig til at opmane; Tankernes Strøm rev mig med sig; jeg vandrede i et nordisk Pompeji. Jeg vilde vist Dig mit Aftenlandskab saaledes, som det var igaar, og som jeg uden Tvivl vil finde det i Aften. To Fiskerbaade gynge sig i nogen Afstand fra hinanden her lige ned for mig. Garnet er udspændt, og Fisken jages ind i det ved visse dertil indrettede Spær. Lidt længere imod Fiskumvandet holder en Baad stille i det tætte Siv; der stanges Aal. Menneskene i disse Baade ere ikke som andensteds her i Landet, saaledes som Fiskerne ved Fjordene, Bønderne i Dalstrøgerne; de ere glade, Du, som Franskmænd, højrøstede som Tydskere og syngende som Italienere. Deres Dont er dem let; den er dem ikke ubehagelig; den morer dem endogsaa. Se der en velbemandet Baad fra Vestfossen! Kvinder sidde i Midten og fjase med de to Roende. Følgen er, at Turen bliver overmaade langvarig, men ogsaa overmaade fornøjelig. Hel langsomt arbejder sig op ad Strømmen en hvidbuget Baad, hvis Skrog sænker sig dybt under Vandets Niveau. Denne er ladet med henved tyve Tønder Korn i Sække. Det er Korn fra Drammen, som siden kjøres over Fjeldryggen til Kongsbergs Magasin. En bredskuldret Karl, hvis Aarepar knagende bøjer sig i Vandfladen, har Plads paa Midttoften. Han taler til de magelige Fiskere og spotter deres uheldige Dræt; de svare ham leende og gjengjelde hans Vittigheder. Det begynder at blæse noget; men i Elven mærkes ikke stort dertil, fordi den høje Strand stemmer sig skjærmende op imod Luftstrømningen. Udenfor derimod paa Fiskumvandet hule sig ordentlig Bølgerne og kaste den hvide Skum hen for sig. To Sejlbaade stikke ud fra Rudstøen. De have god bør. Mon de føre nogen af mine Venner herhid? – Imidlertid er en stor, hvidgul Flade fremgleden paa Vandsletten. Et Par store Buske vaje paa den forreste Del af den flydende Ø. De skulle opfange Vinden og bringe Tømmerflaaden frem. Paa Midten hæver sig dog en Mast med et stort Gaffelsejl; det trækker vel bedre, tænker jeg. Ubekymret ligge et Par Karle paa Flaaden og sove. Nu har den naaet Elven; Sejlet strammes ikke mere, Buskene optage ingen Luftstrøm. Op da, I to dovne Karle! Det gjelder om at bruge Aarerne. Men de ankre og vade i Land. Jeg spurgte om Aarsagen. ”Jo”, svarede man mig; ”de kunde ikke passere Flodsengen endnu”; thi Cappelens Malmjagt kommer op efter Elven og skal først forbi”. Virkelig, der kommer det tunge, kluntede, paddeformede Floduhyre, og jeg, som dessværre mere beherskes af Indtrykket, end jeg behersker dette ved Forstanden, jeg troede i min Enfoldighed, at denne Jagt var støbt af Malm. Siden fik jeg Vished om, at den er af Furutræ, men optager Jern-malmen i sit trofaste Skjød og bringer den op igjennem Elven, Fiskumvandet og Ekernsøen til Ejdsfos. – Saa befolket er mit Tableau, der endnu oplives af Faareflokkene, som har banet sig Vej i den grønne Ager, af en Flok Kjør, som svømmer over til min danske Odde, og af to Vildgjæs, som dukkende gjekke Jægeren, der fra Stranden retter sit Mordinstrument imod dem. Aftensolen synker imidlertid bag den høje Aas; Sky-Maleriernes Mangfoldighed i Skikkelse og Kolorit drager Øjet op fra Elv og Sø og Strand. Himmelen er skjønnere end Jorden! – Da klinge i en temmelig Afstand Klarinettens karakteristiske, til Baadmusik saa egnede, klare Toner. I en liden Baad, roet af en Smaagut, sidder eller rettere ligger Kunstneren op til Agtersnuden og opfylder under Takten af det dæmpede Aareslag det rolige Landskab med Velklang. Det er virkelig en dannet Musikus, uden Tvivl er det ogsaa et dannet Menneske; thi han spiller ikke blot bekjendte Stykker med Smag, han fantaserer ogsaa med Følelse og sætter, som mig synes, Aftenen selv i Musik.

Dette skrives imidlertid, maa jeg erindre mig selv om, ikke ved Aftenstid, men i en Morgentime, som snart gaar over til sin næste Nabo, og den har andet Krav paa mig. Jeg afbryder altsaa.

 

Nils Otto Omsted har opført Bygningen Petraborg af Kjærlighed til sin unge, elskværdige Mage. Denne Omsteds Forældre havde ved Testamente arvet Fossesholm med underliggende Garde og Herligheder efter den barnløse Enkemand, Etatsraad Cappelen, en Mand, om hvem gamle Folk i Bygden gjerne tale, men dog stedse med en vis sky Ærbødighed. De fleste anse ”Ætatsraaden” for et Proprium; en Skoleholder underrettere mig imidlertid om, at det ikke forholdt sig saaledes, men at Titelen var en høj, kongelig Gave, som af hemmelige Aarsager var bleven Manden tildelt. For dog fra Ydersiden af at gjøre denne saa meget og dertil med Hensyn til Indholdet saa lidet omtalte Etatsraad Cappelens Bekjendtskab begav jeg mig forleden Dag til Gaarden Fossesholm og bad om Tilladelse til at tage Stortuen i Øjesyn. Jeg søgte og fandt strax min Etatsraad afbildet paa Tapetseriet, ridende ud af sin Port. En anselig, fed Herre, iført en stadselig rød Klædning efter Datidens Brug og med massive Rytterstøvler paa Benene, vender med en vis medlidende Kulde Hovedet imod en temmelig vel klædt Tigger, der med Hatten i Haand er saa dristig at nærme sig og at opholde Etatsraadens Morgenridt. Nogle fortælle, at denne Scene efter den gamle Herres egen Invention er anbragt her for at tilkjendegive hans Afsky for Tiggeri; andre paastaa, at hans Godgjørenhed her skal foreviges. Med Hensyn til den Stilling, Kunstneren har givet hans Arm, maa jeg holde mig til den første og som jeg hører, almindeligste Mening, og jeg giver ikke en Skilling for den Gave, der vil falde i Tiggerens Hat. Noget bagenfor Etatsraaden fremstiller sig en anden, simplere klædt Rytter. Jeg troede i denne Figur, som for Resten har et temmelig flaut og enfoldigt Fysiognomi, at se en vel betroet Tjeners Kontrafej; men vel underrettede Folk have sagt mig, at Figuren forestiller Etatsraadens Broder, der var almindelig bekjendt under Navnet: Farbroder. Denne ”Farbroder” var ikke rigtig forvaret; han havde aldrig lært eller kunne lære noget og havde sit Kammer og sit Ophold hos Broderen. Hver Morgen Klokken 6 om Sommeren og 8 om Vinteren red, gik eller kjørte Etatsraaden ud af denne Port med sin Broder ved Siden for at besøge sine Brug i Vestfossen. Den gjøende og opspringende Hund foran Hesten skal, saa fortæller man, præcis ligne Trosvend, saaledes som den gik og sprang og stod her i Verden. Porten, hvorigjennem vore Ryttere ere dragne, er tæt udenfor Stuen at se in natura, men er her paa Væggen en liden Smule idealiseret og forsynet med nogen blaa Skov, som hverken findes bag Porten eller, saa vidt jeg tror, bag eller foran nogen anden Port i hele Verden. Malerens Navn er opbevaret; han hed Thurmach (i det mindste efter min Referents Udtale) og er den samme, der har sammensmurt Malerierne i Kongsbergs Kirke.

Efter længe nok at have betragtet Etatsraadens Fysiognomi, der, som jeg synes, ikke just udtaler noget Stort, og efter at have mønstret hans Broder, hvis Ansigt er for dumt for en Forrykt, vendte jeg mig til de øvrige Partier af Stuens Tapetseri. Paa Siderne af Hovedmaleriet findes et Par skrækkelige Karrikaturer af Gesznerske Hyrdescener, og da de arkitektoniske Partier pege paa udenlandsk om ellers nogetlandsk Egn, lod jeg mig snart nøje og gik videre. Et Jagtparti udbreder sig for Tilskueren. Mageløs Færdighed! En Herre fælder sin Hare, idet han uden at tage Sigte skyder baglængs fra Hesten, imedens en anden i fuld Kariere med dragen Sabel forfølger en Ditto. Etatsraaden selv er formodentlig den tredje Figur, der holder i Forgrunden, og af hvis lade og beundrende Ansigt jeg ved en dristig Konjektur staver et jublende: ”todt, Monfrere!” Tæt ved ham holder en fæl Madame paa sin Ganger og vender med sømmelig Afsky sit Blik fra de haardhjertede Mænds vilde Spil. Midt paa Forgrunden paraderer et Fjog af en herskabelig Jæger med to Harer hængende ned over sig. En anden Væg har en ulyksalig slet Afbildning af Vestfossens Sagbrug. Derpaa følger en lige saa fortvivlet Fremstilling af Agerdyrkningsarbejder. -Jeg troede at være færdig og vilde kun endnu en Gang kaste et Blik paa Stuens historiske Hovedperson, da jeg blev var et Tableau, som jeg hidtil havde overseet, men som den indtrædende Bondekone forklarede mig. Det forestiller en gammel, bøjet Kvinde, hvis Stilling synes at være en Dansendes, men skal, efter hvad jeg hører, betegne, at hun er halt. Hun er i Begreb med at give Hønsene, der grupperer sig om hende, Æde. Dette Maleri skal være Kunstnerens og Kunstens Triumf; thi netop saaledes var den mærkværdige Halte-Birthes Udseende; netop saaledes sad hendes Forklæde, saaledes strakte hun Hagen frem, saaledes kaldte hun paa Top og Tippe!

”Men hvo var da Halte-Birthe?” Indholdet af dette og paafølgende Spørgsmaales Besvarelse kan jeg meddele Dig i faa Linjer. Birthe har været i Etatsraadens og forhen i hans Faders Tjeneste, saa længe nogen kunde mindes, og ingen kunde erindre, at nogen Forandring var foregaaen med hende, førend den sidste, som vi alle ere underkastede. Hun gik klædt som et Tyende, men havde i sin Dragkiste Klæder og fine Stoffer; hun spiste med Tyendet, men satte sig, naar det behagede hende, inde hos den ellers pedantisk fornemme Etatsraad. Hendes Arbejde var aldeles frivilligt; undertiden var hun meget flittig, undertiden sad hun hele Dagen uvirksom eller lunkede afsted over Marken til en Sten, hvorfra man ser ud over Ekernsøen. At hun ikke var ved Forstandens fulde Brug, lod sig lettelig slutte fra hendes Tale og Manerer, men aldrig fra hendes Gjerning. Mangt sært Ord om tidlige Dages Herlighed undslap ligesom imod hendes Vilje den fjantede gamle Pige. Etatsraaden blev vred, naar nogen af de Fremmede, der af og til besøgte ham, foretog sig at udfritte hende. Hun blev drillet af Folkene, men dog med en vis Varsomhed; thi man frygtede hendes underlige, hemmelighedsfulde Væsen, og hun blev desuden protegeret af Cappelen. – Se der, min Ven, har Du Relationen og i det hele mit Udbytte af Besøget paa Fossesholm.

Da jeg i Gaar havde sat mit Punktum ved Fossesholm, tog jeg Hat og Stok og trak afsted, denne Gang ikke for at betragte Cappelens Herligheder, men for at gjøre mig bekjendt med Skovegnen bag Petraborg. Jeg havde ikke gaaet langt, førende en frit staaende Bygning paa to Stokverk drog min Opmærksomhed til sig fornemmelig ved sin afblegede grønlige Farve og en vis Regelmæssighed i Vinduernes Stilling, hvor ved den tilkjendegav sig som en fordums Villa. At den nu var Husmandsbolig, og at den var Residens i Paldsen Ødegaard, fik jeg snart vide; men jeg ønskede Efterretning om den tidligere Besidder, og da hed det Etatsraadens Fader og endnu et Navn, hvorved jeg spidsede Øren, og som bragte mig til at forkorte Spadsertruen. Det er da ikke nok, at Halte-Birthes Fysiognomi altid staar for min Indbildning; nu forfølger hendes Skygge mig ogsaa paa den historiske Vej. Jeg er just ikke bange for Spøgelser. Men lad mig nu komme til at referere. Ganske uventet maatte jeg begynde Bekjendtskabet med en ny Person, paa hvem jeg aldeles ikke havde tænkt, med Etatsraadens Fader, Seign. Gabriel v. Cappelen, om hvem man fortæller, at han i sine unge Dage havde ført et temmelig lystig Liv baade hjemme og i fremmede Lande. Men efter at han var bleven gift med den dydsirede Inger Paulsdatter Fossesholm og derefter bleven besidder af den halve Del af Godset, slog han sig til Rolighed og førte et strengt Husregimente. Han opdrog sine tvende Sønner, Jørgen og Laurits, til Bogen. Men da den sidstes Sløvhed og Svækkelse tog til med Aarene, maatte Faderen forandre sin Plan med ham og overlade ham Opsynet med Brugene og Gaardsdriften, hvorved den stakkels Laurits imidlertid skal have skilt sig middelmaadig nok. Jørgen derimod var en jevn, fornuftig ung Person, der allerede tidlig deponerede ved Kjøbenhavns Universitet og derefter gjorde en Rejse i Udlandet. Ved Aaret 1738 maa han være kommen hjem. Gabriel, som imidlertid var bleven Enkemand, modtog sin kjære Søn med megen Glæde og dertil med en Pragt og Offentlighed, som var overenstemmende med Rigmandens Brug paa de Tider. I Vestfossen mødtes den unge Herre af Laurits, som sa godt han formaaede, presenterede ”hjerte Monfrere” de festlig paraderende Brugsfolk og i sit eget Navn bød ham en smuk, opsadlet Ridehest til Velkomstgave. Jørgen undskyldte sig, at han ej kunde gjengjelde ”hjerte Broders særbehagelige Present”, førend hans Tøj var ankommet og udpakket, hvorpaa han med Ynde og Værdighed svingede sig i Sadelen og ledsaget af Laurits ilede til Gaarden. Her var alt indrettet, som om en kongelig Over-Ceremonimester havde været konuleret. Dog vil man sige, at den aldrende Herre kom ud af Lektien, da han saa sin Yndling stige af i Gaarden. Favntaget skede strax midt paa Stentrappen i Stedet for i den store Stue. ”Dersom I nu, min kjære Søn, ikke netop have Kongebud at fremføre, saa lade vi alle andre Forretninger, samt alvorlige Spørgsmaale og Besvarelser bie, indtil Gud giver os Morgendagen. Her omkring os befinde sig velbyrdige, mandhaftige og lærde, hæderlige høj-og velfornemme Gjester, hvilke alle have bevist mig det Venskab og den Ære her at være forsamlede ved eders heldige Ankomst, min kjære Jørgen. Derfor ville vi nu med hverandre glæde os, det bedste vi kunne.”

Efter denne Tale tog Selskabeligheden sin Begyndelse, og den for hundrede Aar siden noget mere afmaalte Selskabstone syntes ikke at udelukke Frihed og uskrømtet Glæde. Evans Gaver tog sig ikke slettere id i massive Pokaler og i Sølvteriner, end i vore Krystalglasse.

”Men en hilsen maa jeg dog endnu i Dag bringe hjerte Papa, eftersom jeg paa Punktlighed i dette Stykke haver givet min Parole.”

”Ej, ej, Jørgen; kom kun dermed. Den har vist intet med Affaires at skaffe, men giver Occaion til at erindre en fraværende Vens Velgaaende.”

”Hilsenen kommer fra en hannoveransk Officer, en Major Schlanbusch, som han kaldte sig min Hr. Faders Ungdomsven. Da han hørte mit Navn og erfarede, at jeg var Søn af Gabriel von Cappelen, var han færdig at kysse mig. Som sagt, jeg bringer hans hjertelige Hilsen og dertil endnu Brev og Pakke, men hvormed der dog bør bero til i Morgen efter hjerte Papas gunstige Vilje og Ordonnance.” Gabriel erkjendte Majoren for sin gamle og gode Ven, modtog Hilsenen og drak med sine Gjester hans Skaal. Imidlertid var der kommen en vis Uro over ham; han greb sig selv i at tromme med Fingrene eller smaanynne. Endelig kunde han ikke bare sig, men hviskede til Sønnen: ”Hør, Jørgen, dersom jeg ikke volder dig alt for megen Uleilighed, saa vil jeg bede Dig tage frem Brevet fra Schlanbusch. Jeg er dog kuriøs at vide, hvad den ærede Ven og Ungdomskammerat har skrevet.”

Cappelen trak sig til Side med sit Brev og den dermed fulgte Pakke. Da han atter tog Del i Selskabet, var han synlig forstemt eller dog foruroliget af Tanker, som han forgjeves søgte at forjage.

”Den ubesindige Ungdom trækker Vexler paa Alderdommen”, slap ham af Munden, idet han foldede Brev og Pakke sammen, og gik ind i sit Skatol med begge Dele. Den følgende Morgen var Jørgen beskjeftiget paa sit Kammer med at udpakke af Kufferter og Kasser. Laurits hjalp ham med nysgjerrig Travlhed og gjorde sine tildels træffende Bemærkninger over de forskjellige udenlandske Rariteter. Tankefuld, med Øjnene heftede paa et Papir, traadte Faderen ind og ønskede Jørgen en god Morgen.

”Det tilkom mig, hjerte Papa, saa vel at bringe eder min Morgenkompliment som ogsaa at aflægge min skyldige og hjertelige Taksigelse for den store Artighed, hvormed Papa i Gaar – -.”

”Ja vel, min kjære Jørgen. Men lad os nu sætte Komplimenterne til Side. Din Hjemkomst er mig visselig en stor Glæde, det maa du tro og vide. Men ligesom nu ingen Ting i Verden skal være ublandet, hverken det gode eller det onde, saa har du ogsaa nu, skjønt uden at vide eller ville, taget med en Portion Bittert.”
”Min hjerte Papa, I alarmerer mig.”

«Nu, nu, om ikke just Bittert, saa dog i alle Fald noget Surt. Dette Brev, min Søn, som Du havde med, har saamænd givet mig Stof baade til Tanker og Forsætter. Der har jeg i mine unge Dage engang taget Del i en taabelig Handel. Desværre maa min Samvittighed tillægge mig en vigtig Del i samme. Nu kommer min Tro en Svite, som jeg for tyve Aar siden ikke tænkte paa. Jeg var rigtignok nær ved mine Tredive, ældre end Du nu er, og dertil Mand og Fader. Men – det var ogsaa andre Tider, lystige og vilde. Jeg vil fortælle Dig den hele Sammenhæng. Uagtet jeg hverken har krænket Guds eller Kongens Lov, har jeg dog svar Del i, at et Fruentimmer er blevet bedraget og ulykkeligt.” I det samme gjorde den lyttende Lauirts en ufrivillig Bevægelse, hvorved han vakte Gabriels Opmærksomhed. ”Ej, din Slyngel! Ligger Du her paa Lur? Hvad har Du der at bestille? Afsted med Dig, Knegt!” Den forskrækkede Laurits skyndte sig ud af Værelset. Men imedens Fader og Søn trøstede sig ved hans Enfoldighed, havde han dog skrevet det hørte bag Øre og betroede det siden til enhver, som hos ham søgte Underretning om Halte-Birthes Historie. Thi idet han stedse fastholdt Erindringen om denne Morgenscene, viste han i det Følgende snildelig at bringe den i Forbindelse med hendes Person. Hvad der fortsattes, efter at Laurits havde forladt Værelset, ved ingen at fortælle. Jørgen, senere i Tiden vor Etatsraad og Herre til Fossesholm, foretog sig kort efter en hemmelighetsfuld Rejse inde i Landet og havde efter Hjemkomsten mange Konferencer med Faderen. Strax derpaa udbredte sig den Nyhed over hele Eker, at Gabriel, som hidtil havde ladet alt gaa hen i den gamle Orden, som det gik i salig Ingers Tid, fik travlt med at opføre en stadselig Bygning paa den efterhaanden opryddede Strækning, der dominerer en liden Del af Ekernsøen. Med en hos ham usædvanlig Livlighed og med et ligesaa usædvanligt Slør af Hemmelighedsfuldhed lod han Bygningsarbejdet ved Sønnens Hjælp fremmes. Vaaningshuset havde to Stok-værk, nedenunder en rummelig Stue og Kjøkken, hvorved dog alt havde Lighed med Indredningen i et Bondehus, oven paa derimod en eneste stor, efter de Tider magnifik Sal. ”Farbroder” gjorde den kuriøse Anmærkning, som endnu lever i gamle Folks Minde som et Ordsprog: ”Ødegaardens Loft er ligesom en Drejelsvæv; nedenunder er Vrangen, ovenpaa Retten.” Den Travlhed, hvormed Cappelen drev paa Arbejdet, var imidlertid ingenlunde forbunden med Munterhed. ”Den ubesindige Ungdom trækker Vexler paa Alderdommen!” var det mystiske Udbrud, hvormed han betraadte den nye Bygning, da den stod der fix og færdig. Aar og Dag gik imidlertid hen, og det øde Hus stod der, svarende til sit Navn, som en Gaade, hvis Opløsning ingen mere havde brudt sig om, naar ikke Gabriel havde af og til fornyet Erindringen ved at foretage en eller anden Forandring og Forskjønnelse ved Huset og den store Sal. Endelig, en Høstaften, kalder han sit Husgesinde for sig og fortæller, at en fremmed Frue agter at nedsætte sig paa hans Gaard og skal bebo Ødegaarden. Han paalagde enhver at udvise Agtelse imod den Fremmede, som under Navn af Fru Birthe med det første vilde indfinde sig, og foreslog en gammel Tjener og en Pige, to af hans paalideligste Folk, at gaa over i Fruens Tjeneste. Dagen derpaa red han med sin Søn Jørgen ud imod Ekernstranden og oppebiede til den sene Nat det vigtige Øjeblik, da Fru Birthe traadte ud af Baaden og lod sig ledsage op i sin nye Bolig.

Slemme Folk havde allerede udfundet en Skyggeside ved Gabriels uhørte Opmærksomhed for den Ubekjendte; men Synet af den lange, gule Knokkelgestalt, der optraadte i en falmet rød Damaskes Trøje med blaat, stukket Skjørt, bragte Bagtalernes Tunge til Taushed. Fru Birthe var ingenlunde elskværdig. Med en vis Gravitet modtog hun vel i Førstningen den fornemme Beskytters og hans Sønners frivillige Hyldning og Tjenerskabets paatvungne Ærbødighed. Men det gik hende som den forhexede Prinsese i Eventyret, der ikke kunde glemme sin Kattenatur ved at se en Mus. Birthe viste sig snart saa plump og forkert i Sæder og Sprog, at ingen kunde holde det ud med hende, og at den gamle Æresmand maatte trække sig tilbage fra det Forhold af agtelsesfuld Beskytter, som han, saa længe det kun var muligt, søgte at vedligeholde. Birthe var og blev raa, og den fine Behandling frembragte alene usømmelige Fordringer og utaalelige Indgreb i hans strenge Orden og Regelmæssighed. Den ene Klage fulgte efter den anden over Fru Birthes Opførsel saavel imod hendes egne Tjenestefolk som imod Gaardens øvrige Tyende. Da Hundedagene kom, blev hun formelig gal, for op paa Gaarden til den aldrende Herre og skjeldte ham Huden fuld, idet hun tillige erklærede, at hun ikke længere vilde være Frue og hans Nar. ”Naar hendes Gemal kom tilbage fra Tyrken, var det tids nok at tage Dormeuse og Pocher paa; til den Tid agtede hun at være Birthe slet og ret, som hun havde været vant til.”

”Hendes Vilje ske!” sagde Gabriel Cappelen, yderst ømfindtlig over den Opmærksomhed, han havde spildt paa den Egensindige, og vel endnu mere over den famøse Eclat, som denne Opførsel vakte hos alle paa Gaarden og i Omegnen. Den stakkels Farbroder vovede frygtsomt at foreslaa, at man skulde sende hende til Kristiania i Dolhuset. Men dertil svarede Broderen bittert, at han kunde flytte til Ødegaarden og bebo den med Birthe, saa havde ogsaa Eker en Daarekiste.