Bag poplernes kroner
(mel.: «Vaagn op du som sover»)

Bag poplernes kroner dernede ved stranden
Hvi skjuler du dig?
At over dig rager i skjønhed en anden,
Sig, smerter det dig?
I alderdom stræve
Er tungsomt at leve,
Sig, tænker du saa?
Vi beder dig, svar os derpaa!

Hvo længe har levet, han maa dog vel vide,
Hvad livet gi’r værd:
For ære af mennesker møisomt at stride –
En jammerlig færd!
Men Herren til ære
Opofret at være
Og vokse nedad,
Det netop er veien hjemad.

Saa mangen en byrde de bølger har baaret
I sorg og i fryd,
Naar sjæle af naade til himmelen kaaret
Kom stævnende hid:
Som klokker nu kimer,
I helligdagstimer
Fra strand over vang,
I Haakoners dage de klang.

Aarhundreder seks mit taarn har nu preget
Til himlen opad,
Omkring mine mure i graven er steget
Af slægter en rad:
Jeg saa dem at bøie
Sit knæ for den høie;
Mens taaren den randt,
Sin fred hos sin frelser de fandt.

I fonten, der fandt de en rensende kilde
Fra medfødte brøst,
Og alteret bød dem, saa meget de vilde,
Til naade og trøst;
Mens ordet mon gløde
De sjæle imøde –
En hammer, en ild,
For hjertesaar salve saa mild.

Men medens jeg sanked de minder saa mange,
Selv minde jeg blev, –
Fortællende olding blev tagen tilfange
Af det, han beskrev:
Forkrænkeligheden,
Som raader herneden,
Den kom med sit krav:
Giv plads for en anden, træd af!

Lig blomsten af rim, som paa træet du finder,
Naar sommer gaar ud,
Min oldingegjerning, mens kræfterne svinder,
Er – pege til Gud:
Naar straaler fra himlen
Til menneskevrimlen
Du giver et sted,
Da straaler tilbage Guds fred.

Vor tak vi dig bringer, du kjære, du gamle,
For lærdom, du gav:
Saa gjerne vi endnu hos dig vil os samle,
Vi og gaar til grav:
Mens spiret du rækker
og opad dig strækker,
Som Aron og Hur
Vi gjerne vil støtte din mur.