Juleaften

Betlehemsmarkerne,
hvor Patriarkerne
vandred med Kvæget,
Betlehemsmarkerne
stille nu drømmer i Natten.

Røgen fra Leirbaalets Brande,
som sagte har ulmet,
Ilden, som dør,
breder sit blaahvide Slør,
svæver som Taager henover
vaagende Hyrder og Hjorden, som sover.
Egnen blir hyllet i Natten og Mulmet,
helt til det fjerneste fjerne. –
Mørke og Nat over Riger og Lande!
Høit dog paa Himlen
en straalende Stjerne.

Brat som et Lyn
straaler i Natten et underfuldt Syn.
Aaben er Himlen, og Livshaabets Engel
paa snehvide, skinnende Vinger
ned gjennem Æteren svinger,
ned imod Jordelivsvrimlen.
Hyrderne skjælver i Spænding og Gys;
Verdner af Lys
strømmer jo ned fra det Høie.
Rundt om paa Busk og paa Blad
Dugperler skjælver i Lyshavets Bad.
Himmeriges Herlighed blænder
det jordiske Øie.

Taushed, et bange Sekund!
Alt er forundringsfuldt, stilt.
Kjærlig og mildt
lyder fra Engelens Mund,
medens han løfter sin finger:
«Frykt ikke; glædeligt Budskab jeg bringer!
Eder en Frelser er født,
Kristus, Messias er født af en Kvinde.
Slægtens Gjenreiser fra Fald
ligger paa Straa i en Stald;
løber til Stalden, der skal
I ham finde!»

Et Brus af Vinger,
et Veir af Stemmer,
af Englestemmer,
mens Harper klinger!
Fra Millioner
et væld af Toner, –
en Jubelhymne om vor Forsoner!
Og Sorgen her,
mens dunkle Syner og Melodier
fra Tiders Morgen, fra Slægters Drømme
her sætter Stævne og sammen strømme.
Her faar de Daaben i Himmellyset,
her faar de Vigslen fra Livets Lunde,
her faar de Ildsyn mod Paradiset,
mens Sangen stiger fra Englemunde:

Halleluja! Lover Herren!
Lover Herren fraHimlene,
lover ham i det Høie,
lover ham, alle hans Engle,
lover ham, alle hans Hære,
lover ham, lysende Stjerner,
lover ham, Himlenes Himle,
lover ham, Folk og Slægter,
lover ham, alt som lever,
lover hans Navn, al Jorden!
Halleluja! Lover Herren!
Ære være Gud i det Høieste!

Bange, urolige Hjerter
lover hans Navn for Freden.
Alle forsmægtende, bundne
lover hans Navn for Frelsen.
Alle, som ængstes i Mørke,
lover hans Navn for Lyset.
Alle i Dødens Skygge
lover hans Navn for Livet.
Freden, Guds Fred paa Jorden.
Gud har i Mennesket Velbehag.
Halleluja! Lover Herren.
Ære være Gud i det Høieste!

Og Sløret drages atter for,
og Synet svandt i Natten.
Til Betlehem de Hyrder gaar
og søger Himmelskatten.
Han var i Stalden, laa paa Straa;
og Tankerne de klarnet,
mens de paa Knæ ved Krybben laa
i Bøn til Kristusbarnet.

Der vil vi alle bøie Knæ;
der vil vi stille dvæle.
Ja, der ved Livets grønne Træ
tilbeder vore Sjæle.
Der spreder Lyset bange Tvil,
i Hjertet sænkes Freden,
selv gjennem Taaren lyser Smil;
– der har vi Juleglæden.

Nils Johnsen