Hilsen til Norges Kongepar paa Julekvelden

I mindes Dagen, da I kom herop.
Mens Sneen drysser over Sjø og Strand,
bag Taager drømmer det, vort gamle Land,
sin Fremtidsdrøm med alle Flag i Top.
Og Festens Jubel fylder alle Gader,
hvor Hundretusener men Længsel venter: –
her lyser Lamperækkers Linjerader,
Guirlander, Kroner, Skjolde, Transparenter, –
og over Byen Havnens Lyskaskader – -.

Vel, under Følelsen af Sæd og Pligt
for Penge kan der skabes meget sligt;
men Pligterne kan ogsaa bli os kjære;
saa var det her, og saadan skal det være.
Og laa end Norge skoddegraat og koldt
den Dag, da I hos os Jert indtog holdt,
det vinker ogsaa mildt med Moderarme,
her er dog ogsaa Sol og Sommervarme
og fagre Udsyn mellem vildt og goldt.

Ja her var koldt, saa stundom Hjertet frøs;
der dryssed nok af Sne paa Norges Sommer.
Men se, om ei der brød en Jubel løs
ved første Melding: Norges Konge kommer!
I Jer vi hilste Folkets nye Dag
ved Klokkeklangen og Kanonens Brag;
I Jer vi gjenreist følte fædrearven;
deraf Hurraerne fik netop Farven!
Nu Haraldsætten kroner Norges Sag.

Fra By og Grænd en Hilsen bæres frem,
et Folkeønske dybt fra Hjertegrund
til Kongehuset denne Høitidsstund:
«Velsignet Jul da, I Jert nye Hjem!»
I villig kom til Landet længst mod Nord,
og derfor skal vor Kjærlighed ei kjøles!
I valgte Hjemmet mellem Fjeld og Fjord.
Gid aldrig det som Lænke maatte føles,
det Baand, som binder Jer til Norges Jord!

Den første Jul imellem vore Fjeld
vi ved, at meget vil I sikkert savne.
Men i vor Bøn paa denne Julekveld
vi fletter Haakons, Mauds og Olavs Navne.
Naar Julegranernes mange Lys de brænder
og straaler klart og festlig gjennem Salen,
tænk da: hvert Blink er Hilsener, man sender
fra alle Hjem langs Kysten og i Dalen, –
er Barnesmil og Klap af Barnehænder!