Fossesholm

Den gamle adelige Herregaard Fossesholm ligger i en smuk Egn ved Fiskeelvens Udløb af Fiskumvandet, omtrent 3 Mil fra Drammen og lige ved Fabrikbyen Vestfossen i Eker.

Det synes, som Navnet antyder, og som ogsaa et gammelt Sagn angiver, oprindelig at have ligget paa en Holme. Forhen skal nemlig Fiskum-elven kun have været Afløb for Fiskumvandet, medens Ekern havde Udløb gjennem en Elv paa den anden Side af Gaarden. Disse 2 Elve dannede ved sit Aamot et Nes eller Holme, hvorpaa Fossesholm blev bygget. Nu er dette ikke længere Tilfældet. Under en stor Flom brød Elven gjennem den smale Jordtange, som adskilte den fra Fiskumvandet, og det gamle Udløb tildæmmedes i Tidens Løb lidt efter lidt mog forsvant tilsidst ganske. Sundet, som nu forener begge Vande, er saa dybt, at det kun sjelden tillægges med Is, hvilket ogsaa er Tilfældet med Ekern, der kun yderst sjelden fryser til. Maaske det ogsaa strax i Forbindelse med det Fænomen, hvortil man undertiden kan være Vidne, at Vandet ofte under den stærkeste Kulde ligesom syder og bobler paa flere Steder, vistnok en Følge af mineralske Kilder paa Søens Bund. Af disse findes ogsaa flere i Søens Omegn, blandt hvilke især maa mærkes en Sundhedskilde paa Syd-siden af Søen i en af Vandet udhulet Grotte.

Et temmelig upaalideligt Sagn, som Strøm anfører, nævner som den Første, der har ejet Fossesholm og den store adelige Sædegaard Semb (Sæheim) en Svend Basse, som af Haakon den Sjette 1370 blev forvist fra Norge. Sagnet er sandsynligvis opstaaet ved en Forvexling med de senere Basser, som ejede Fossesholm. Før Reformationen tilhørte den som et Prebende Mariæ Kirke i Oslo, men blev Aaret 1541 afstaaet til Per Hansen Basse (eller Litle), som Mageskifte mod Gaarden Hougen (Haffuer) i Vestby. Samme Aar blev ogsaa den endnu betydeligere Herregaard Semb tilskjødet ham af Kristian den Tredje. Basse var Høvidsmand paa Akershus og hørte til den norske adelige Familie Basse, der som Vaaben førte 2 røde Vædderhorn i Sølvskjold, og ikke maa forvexles med den danske Familie paa Jylland af samme Navn, der førte et sort Vildsvinehoved i Sølvfeldt i sit Vaaben. Han var en af de faa norske Herremænd, som paa denne Tid havde Forlehninger (ifølge Helbergs Danmarks Historie var der i det Hele kun 3). Af de gamle norske Familjer var under denne Periode kun faa tilbage. De havde blandet sig med Borgere og Bønder, saa at selv Navne og Vaaben for største Delen var forsvundne. Efter Basses Død 1557 styrede hans Hustru Gaarden indtil 1595. Under Syvaarskrigen falder Gaardens Krigsperiode. Svenskerne beskjød Gaarden fra en Høj paa den anden Side af Elven paa Gaarden Lundes Grund, som endnu til Minde om denne Begivenhed bærer Navnet ”Smeldhougen”. Før Etatsraad von Cappelen ombyggede Gaarden, sad der endnu mange Kugler igjen i Vægge og Mure. Svenskerne maatte efter længe at have beskudt Gaarden drage bort med uforrettet Sag. Sønnen Hans Pedersen Basse blev af Kristian den Fjerde, da denne 1596 var bleven myndig, udnævnt til Norges Riges Kantsler med mange Privilegier. Han var gift 2de Gange, den ene Gang med den rige Else Gyldenstjerne og den anden Gang med Anna Schinkel. Hans Søn Fredrik Hansen ejede Fossesholm indtil sin Død 1616, hvilket man, siger Strøm, kan se af Sølvpladerne paa deres Ligkister, som 1728 af Etatsraad Lars Moss blev opslaaet paa en Tavle i Hougs Kirke. Efter hans Død kom den i den skaanske Familie Langes Besiddelse. Hans Svoger Gunde Fredriksen Lange, Befalingsmand paa Tønsberghus, gift med Anna Hansdatter Basse, arvede Foss samt ejede desforuden en umaadelig Mængde Jordegods (af Skyld 1181 Tønder Hartkorn) , indtil han 1634 for Gjeld maatte pantsætte den til Kronen. Sønnen Hans Lange, Befalingsmand over Eker Lehn, beboede Gaarden indtil 1646, da den som Lehn overdroges den mægtige Hannibal Sehestedt, der ogsaa 1647 fik ved Skjøde af Kristian den 4de Gaarden Semb. Her besøgte Kongerne Kristian den 4de og Fredrik den 3dje ham flere Gange, især den førstnævnte, hvilket man kan se af Kongebreve fra denne Tid, der hyppigen er daterede Semb. Af denne sidstnævnte Gaards Glans er nu intet Sport tilbage. Gaarden er forsvunden og Ejendommen splittet ad i mange Dele. For nogle Aar tilbage stod endnu Grundmurene igjen, men selv disse er nu næsten forsvundne. Forhen var der ogsaa i Hougs Kirke en Kongestol med Kristian den 4de og Fredrik den 3djes Navnetræk. Den er nu forsvunden.

Hannibal Sehested fik umaadelige Privilegier. Ved et Møde paa Bragernes den 20de Juli 1648 forbandt Bønderne i Eker og Fiskum sig til at udføre alt Arbejde paa hans Gaarde med at pløje, gjøde, saa, høje og høste samt kjøre Tømmer fra hans Sauge til Strømsø samt ”hvad Andet, der i umindelige Tider er gjort tilforn til fornævnte Gaarde”, saalænge Hannibal Sehestedt, ”Hendes Naade Frøkenen” og hans Arvinger beboede Gaarden. De forbandt sig saaledes til at giøre fuldstændigt Hoveri til Gaarden. Januar 1649 fik han Birkeret over hele Eker Lehn, som dengang ogsaa indbefattede hele Lier. Senere fik han ogsaa jus patronatus til Ekers og Liers Kirker samt Ret til at indkræve og oppebære al Kirke-og Kongetiende i Lehnet. Han eiede foruden Herregaardene Semb og Fossesholm ogsaa de adelige Sædegaarde Skjeldbred og Ulveland foruden en hel Del mindre Gaarde, saa at det Meste og iallefald det Bedste af Eker og Fiskum tilhørte ham. Men Hannibals Glansperiode var kun saare kort. 1651 faldt han i Unaade og maatte afstaa alt sit Gods til Kongen, som bortforpagtede Fossesholm tilligemed Gaardens 4 Sage, Mølle og Hammer i Vestfossen for 1000 Rigsdaler aarlig.

1654 pantsatte Fredrik den 3dje Gaarden til den rige Marcelli. Fra 1669-71 forpagtede Assistentsraad Wilhelm Mechelin Foss med underliggende Brug. 1675 maatte Kristian den 5te tilskjøde Baron Konstantin Marcelli, Friherre til Marcellisborg i Jylland, Fossesholm og Værnø Klosters Gods for Gjeld til den rige Baron. 1697 kjøbte Gabriel von Cappelen Gaarden. Han døde i 1702. Sønnen Etatsraad Jørgen von Cappelen ombyggede Gaarden og udstyrede den paa det Prægtigste. Han indrettede Vandspring og en Fiskekum, hvorover han byggede en Taarnbygning forsynet med Taarnuhr. Det hele Taarn og Vand-kummen kostede ham 1500 Rigsdaler, en stor Sum paa denne Tid. Fiskekummen var meget sindrig indrettet. Den bestod af et firkantet Bassin med dobbelt Bund. Den øverste var dannet som et Sold og kunde ved Hjælp af en Vinde hejses op, hvorved Vandet flød ned gjennem Soldets Aabninger, medens Fisken blev liggende tilbage, saa at man efter Behag kunde udvælge de bedste og delikateste Fiske.

Jørgen von Cappelen døde 1785, og Gaarden gik over til det Cappelen-Omstedske Bo, som nu ejer den. Den er endnu temmelig betydelig. Dens Skyld er 8 Skpd. og 9 Lpd. Tunge.

Blandt Gaardens Herligheder var ogsaa Halvparten af Vestfossen med Sage og Møllebrug. Den anden Halvdel tilhørte Semb. Den ene Gaard søgte Tid efter anden at frarive den anden saameget
som muligt af Vandet ved at minere i Fossen, hvoraf der er Spor paa begge Sider. Saaledes lod Wilhelm Michelin 1669 Fossen under Vand-tørke udminere paa Fossesholmsiden, hvorved han selv tilrev sig den største Part af Vandet til sine Brug, der dog ej var saa talrige som Sembs. Ved Vestfossen er der ogsaa Spor af forladte Gruber samt af en Kobberhytte, som stod der i 1621 til Smeltning af Malm fra Eker Kobberverk. Nu er der foruden Sage og Møller et Bomuldsspinderi og et Ølbryggeri, men Stedet gaar desuagtet med stærke Skridt sin Undergang imøde, da dens Sage, hvoraf Indvaanerne lever, agtes nedlagte. Til Gaarden hører store Skove langs Ekern med let Adgang til Vandet. I en af disse Skove findes en Naturmærkverdighed omtrent 1 ½ Mil fra Ekern i den saakaldte ”Troldbro” over Tryterud Elven. Den er, som Strøm siger: ”en hvælvet Stenbro, saa regulær og net, at Kunsten neppe skulde frembringe smukkere, og saa stærk, at den formodentlig først vil falde med Verden.” Den er tillige saa bred, at man magelig kan kjøre over den. Vandet har i Aarhundreder arbejdet paa denne Bro og udkilet Stykke for Stykke, indtil den er bleven, hvad den nu er, en Buebro. Fossesholms Glansperiode er nu forbi. Nu bor der kun Bønder, hvor i Fortiden adelige Herrer og Fruer tronede, og her, hvor gyldne Sporer klirrede, hører man nu kun jernskoede Hæles Klapren. Sic transit gloria mundi.