Print Friendly, PDF & Email

 

Vidar 1889,
side 181-206

 

 

En søndag hos gamle Professor
Strøm paa Eker.

Af Maren Vinsnes.

Saalangt tilbage i Tiden at Parasoller vare en ukjendt Luxus
for Damerne i Norge, drog en ung Dame en Lørdag Eftermiddag
i Begyndelsen af Juni Maaned henad Veien fra Drammen til Eker
Præstegaard.
Hun kjørte ganske mageligt, men paa ingen Maade elegant,
i en bred grønmalet Karjol, der til Nød kunne have rummet to
Personer. Skjærmen var prydet med en liden Due af Jern, og
tvers over den var først fastspændt en stor, gul Voxdugs Paraply
og siden derpaa en stor, blaamalet Hatæske. Bagpaa Karjolen
var en kuffert fastsurret, og paa den sad Gutten, som kjørte
Hesten.
Damen, der sad indeni, var baade meget ung og meget smuk.
Hun var iført en gul Nankins Støvkaabe, en stor, bredskygget
gul Straahat, hvorfra et grønt Slør var slaaet tilside, skjønt Solen,
der nu stod lavt i Vest, nok kunde streife Damens smukke
røde Kinder og blænde de nøddebrun Øine. Hun lod dog ikke
til at bryde sig synderlig om det; thi hun saa sig omkring med
en vis nysgjerrig Speiden, betagen som det syntes af en urolig
Forventning.
Egnen, der bredte sig ud foran hende, var vel opdyrket og
bebygget, med mørkere Skygger af Skovholdt og haver ved deTil toppen av siden

 

 

Side 182
større Gaarde, der laa spredte udover Dalen. Den blaa, glit-
rende Drammenselv delte den i to ulige Dele.
Det lod dog ikke til, at hendes Øie fandt det, hun søgte:
thi med en halv misfornøiet Mine vendte hun sig om til Skyds-
gutten og sagde, at endnu kunde hun ikke opdage nogen Kirke-
taarn; de maatte dog snart nu vel være fremme. Gutten, der
nu gik af Karjolen, da de vare ved Foden af en længere, svagt
skraanende Bakke, svarede:
“Jo. da vi er nok snart framme; men først maa vi op a
Bakken, og saa et Stykke ner over, – og saa har vi Furumoa,
og saa skal vi over Exerserpladsen, og saa er vi der med en
Gang.”
“Er Du godt kjendt der?” spurgte hun Gutten, for at for-
drive Tiden, da den lille blakke Hest tog sig det meget mage-
ligt opad Bakken.
“Jøsses, ja da, – jeg har tjent der.”
“Hvordan ligte Du Dig der da?”
“Aa. En kunne nok like sei der, – dom var snille Folk.”
“Professoren er jo saa svært klog, han?”
“Aa, jøsses, ja da, han er nog klok paa mangt og mye,
han; – naar han sætter de ene Beinet over de andre, skal han
kunne høre Kjerkeklokkerne i Slagens Kjerke.”
“Har han selv sagt det?”
“AA, nei da, vare ligse de; men dom sier de. Han staar
naa saa rar og fundersom mange Ganger, saa En kan komme
like in paaen, uten at han mærker de, saa de er vel noe, han
hører etter. Aa al Slags Gras rusker han op og vaser uti
Myrer for aa trække me sei him no Fillegras, som Kua ikke vil
æte engang. Men han skjønner naa ikke Alting, han heller.”
“Hvad mener Du med det?”
“Aa, jeg mener de jeg mener.”
“Ja, hvad er det da Du mener?”
“Aa, jeg mener de, – saa klok han er, skjønner han ikke,
at dom stæler fra’en.”
“Men fy! hvor stygt; – kan Nogen ville stjæle fra en saa
snil Mand”, udbrød den unge Pige med al Ungdommens Afsky
for alt Lumpent og Slet.
“De værste er de, at dom stæler som ikke skulle stæle.”
“Det er da Ingen, som skal stjæle”, svarede hun strengt
moraliserende.
“Aa, nei Jomfrua har nok Ret i de, – de er nok Ingen
som skal stæle – men de er da Forskjel aassaa.”Til toppen av siden

 

 

Side 183
“Hvem er det da, som Dy synes ikke skal stjæle?”
“Husbonskarer skal ikke stæle, for dom er sat til aa passe
paa os Andre”, sagde han nu med stort Eftertryk.
“Men hvoraf ved Du det?”
“Han sæller Korn.”
“Men det er vel for sine Husbondsfolk, at han gjør det?”
“Aa, nei, ikke de, han sæller tidligt om Morran, før dom
Sjelve er oppe.”
“Men det maa da være en styg Husbondskarl, som vil
bedrage dem, der betro sig til ham.”
“Aa ja, de er nok sandt de – men – hu er ikke regti
Frua heller, eller Professorinnen, som hu liker, at de kaller
henne.”
“Hvad kan Du mene med det?” spurgte hun forfærdet.
“Jeg mener de, at hu gjør de, som ikke er regti hu heller,
for hu sæller baade Korn og Heste for aa faa Penger til Søn
sin, uten at Hosbon vet om de. Hu solgte en Unghest, da jeg
var der. Pengene gik til Søn, sa dom da, men Professoren sa
en Dag til mei, han: “Det forekommer mig, at vi skulle have
en ung, brun Hest, et skjønt Dyr, men jeg ser ikke noget mere
til det”, men jeg svarte ikke noe paa de, jeg.”
Er det saadant daarligt Menneske den Søn, siden hun maa
sende Penge til ham, som Professoren ikke ved Noget om?”
“Aa, han er nok ikke daarlig, han er svært vakker, pen aa
raulet; men han er munter a sei, saa han bruker mange Penge,
aa saa kommer han i Gjæl, aa saa tyer han til Mora si da,
skjønner Di vel, for Professoren er naa bare Stefar hans, han,
skjønner Di.”
Den unge Dame tog sig pludselig i, at hun nu havde gaaet
for vidt i at underholde sig med Skydsgutten om sine tilkom-
mende Værtsfolks Familieanliggender, og taug derfor stille.
De vare ogsaa nu komne op ad Bakken. Gutten satte sig
igjen bagpaa Karjolen, gav den lilkle blakke Hest er Rap, og nu
gik det raskt nedover, ligetil de kjørte ind i Furumoen. Her
gik atter Hesten noget sagtere. De røde Stammer, de brede,
mørkegrønne Grene, som Aftensolen gjød sit gule Lys udover,
idet det ogsaa kastede enkelte Lyse streif ind paa den sandede
Vei, den alvorsfulde Stilhed, der herskede her, gjorde hende
høitideligere stemt, og en vis Ængstelse betog hende ved nu
virkelig at være saa nær Maalet.
Det forekom hende, som om noget Skjæbnesvangert truedeTil toppen av siden

 

 

Side 184
hende. Den sagte Susen i Grenene mumlede om noget, hun
ikke ret kunde forstaa.
Hun blev imidlertid pludselig vakt af sine Drømme og hørte
halv forfærdet Gutten udbryde: “Her ser Di Kjerka.”
De kjørte nu hurtigere over det lille aabne Stykke af Exercer-
pladsen og holdt snart udenfor Eker Præstegaards Hoveddør.

Leis Hammer, eller rettere Elsebeth – thi saa hed den unge
Pige – sårang hurtig og let ned af Karjolen; thi Husets Damer
stode allerede i Døren for at modtage hende; hun var nemlig i
længere Tid bleven speidet efter fra Præstegaardens Vinduer –
det var Moder og Datter; Moderen var den Smukkeste af de to
og saa næsten ligesaa ung ud som sin Datter. Hun var ikke
meget høi, men af en rank Holdning, et ovalt, regelmæssigt
Ansigt, med en smuk rød, maaske vel rød, Hudfarve. Hendes
endnu smukke brune Haar var strøget omhyggeligt tilbage og
næsten skjult under en tæt hvid Kappe med krusede Strimler
foran Ansigtet; en mørk, blomstret Katuns Kjole, der var delt
i Trøie og Skjørt. Trøien sad stramt og net om hende, et hvidt
Nettelsdugstørklæde, som var fæstet og foldet smukt over det
høie Bryst, gav hende et meget værdigt Udseende. Datteren,
der holdt sig noget tilbage, var kun at ligne ved en mat Afskyg-
ning af hende. Hun havde en mat, graa Hudfarve, matte, lyse-
blaa Øine. Næsen liden og but, men om Munden laa der et fint
Drag. Hun svarede saa ganske til sit bløde, matte Navn: Mathea
Meier.
Leis Hammer neiede dybt for den ældre Dame, idet hun
fremstammede, at hun antog, at hun stod over for sin Tante.
Damen gjorde en bekræftende naadig liden Hovedforbøining,
idet hun ret venlig rakte hende Haanden til Kys og ønskede
hende velkommen. Hun forestillede sin Datter for hende,
der nu traadte mere frem, neiede forknyt og var strax rede til
med et forlegent venligt Smil at skille Gjæsten ved hendes Overtøi.
Hun blev nu ført ind i Gangen, som det næsten forekom
hende som en Fange mellem sine to Vogtere. Det dunkle Lys,
den svale Luft i den store, nyskurede Gang, bestrøet med Gran-
bar til Helgen, gjorde et eget, dystert Indtryk paa hende, der
var kommen lige ude fra det muntre Sollys.
Til toppen av siden

 

 

Side 185
Hun blev ført videre ind i en stor, dunkel Dagligstue, vel
møbleret med simple og gammeldagse Møbler. Aftensbordet
stod allerede dækket, og henpegende derpaa ytrede Professor-
inden at den Reisende vel snart kunde trænge lidt til at leve
af; men hun maatte undskylde, om de kom til at vente lidt, da
Professoren (hun glemte aldrig overfor Fremmede at guve ham
hans Titel) ikke var tilstede. Hun bød hende nu at sætte sig i
Sofaen og satte sig selv ved Siden af hende. Leis Hammer
ønskede inderlig, at Aftenen var gaaet, og haabede, at hun om
Morgenen kunde faa Anledning til alene at liste sig ud i det
Frie.
Der begyndtes nu paa en Slags Konversation, mest ført af
hendes Tante, der begyndte med at spørge efter hendes Sted-
moders Befindende. “Min Søster.” vedblev hun, “har meget an-
modet mig om at tage mig moderlig af hende og faa hende
opdraget til en stille (med megen Vægt paa Ordet stille), huslig,
flittig Pige, hun, havde hendes Søster videre skrevet, havde
gjort, hvad hun kunde, men det havde desværre ofte skortet paa
Lydighed.”
Leis blev blussende rød, og der kom Taarer i hendes Øine.
Professorinden fortsatte uden at agte derpa:
“En Bydame. som hun, vilde vel finde det stille her i denne
tarvelige Præstegaard; men ved at opfylde sine Pligter vilde nok
Tiden gaa.”
Leis Hammers Taarer var nu borte, og hun svarede ikke
uden Vrede i Stemmen og høit rødmende: “at hun var meget
glad i at være i Stilhed. naar hun blot følte, at hun var afholdt;
men det havde ofte skortet paa hos hendes Stedmoder, og
her,” – – hun stansede.
“At blive afholdt kommer mest an paa En selv, mit Barn”.
svarede hendes Tante noget hvast, men lagde siden noget mil-
dere til: “Jeg haaber dog, at vi skulle komme godt ud af det
sammen.”
Leis følte dog Situationen saa pinlig, at hun maatte, hvad
det saa gjaldt, se at komme bort en Stund, og hun kom plud-
selig i Tanker om, at hun matte betale Skydsgutten og faa sit
Tøi ind.
Hun sprang ud i Gangen i heftig Bevægelse og trak Veiret
dybt, da hun følte sig alene. Her blev hun imidlertid mødt af
et ganske eiendommelig Syn. En ældre, temmelig høi, forover-
bøiet, knokkelbygget Mand, i blommet Slaabrok, Nathue og med
en stor bredskygget Halmhar paa Hovedet, kom sjokkende imodTil toppen av siden

 

 

Side 186
hende, Han havde en Del oprevne Planter i sin Haand, som
der dryppede Vand og Jord af. Hun forstod strax, at det var
Professoren; men da hun nu for Alting vilde være en Stund
alene for at blive Herre over sine vrede Følelser, trak hun sig
tilbage i den mørkeste Krog af Gangen. Havde hun imidlertid
kjendt ham bedre, havde hun nok vidst, at det ikke var for-
nødent; thi han stirrede ud for sig med et aansfraværende Blik,
idet han skyndte sig at komme op ad Trappen. Her blev
han imidlertid stanset af en Pige, der var ifærd med at gaa
ned ad den med Noget indtullet i et Tørklæde. Han spurgte
hende med en halv forskrækket, halv fortrædelig Stemme:” Vil
hun mig Noget? Hun skal vel ikke have bestilt Barnedaab?”
“Aa, nei, Jøsses da! jeg tjener hos Far.”
“Det var snilt af hende det, mit Barn; men lad mig nu
komme forbi og ikke staa længere her og fjase.” Og dermed
luntede han op ad Trappen, medens Pigen, som heller ikke lod
til at have nogen Lyst til at “fjase”, smuttede forbi ham.
Leis maatte nu smile trods sine oprørte Følelser. Over den
gamle Mand laa der dog, trods det Underlige ved ham, et saa-
dant Drag af Godmodighed, at hun med lettere Hjerte sprang
ud i Gaarden og fik Rede paa baade den Voxdugs Paraply,
der tilhørte hendes Stedmoder, den blaa Hatæske og den store
Kuffert.

Professoren skyndte sig op paa sit Værelse, talende halv-
høit med sig selv: “Et sjeldent Fund – et sjeldent Fund. Og
at jeg netop skulde træffe paa den i Aften, som jeg gik opfyldt
af mine Prædikentanker! Var det en Fristelse sendt mig, at jeg
skulde lade dem af fra mig? Jeg skal dog overvinde den; men
Mandag Morgen skal jeg tage den grundigt for mig, og det
skulde undre mig, om jeg ikke her skulde berede min Ven
Hornemann en Overraskelse; thi jeg skulde feile meget, om det
ikke er en” – her saa han nøiere paa Planten – “om det ikke
er en Alisma natous, eller maaske nærmere Conecolata, jeg
kunde have Lyst til strax at undersøge den; men, nei. nei! ikke
i Aften.”
Han gik strax hen til en gammel ulaaset Kuffert, hvori der
laa en Bunke graat Papir, som han brugte til sit Herbarium. I
det ene Hjørne befandt der sig dog en Hob ubrændt Kaffe-Til toppen av siden

 

 

Side 187
bønner. Han kastede sit Blik paa dem og mumlede med et
mørkt Aasyn: “Hvor disse Bønner dog ere udrøie.”
Kaffe var nemlig hans Yndlingsdrik, han syntes, den oplivede
hans svage Konstitution, og han troede at spore mange gavnlige
Virkninger af den; men da den endnu var lidet i Brug og tillige
kostbar, havde han fundet ud, for at slippe idelig at høre:
“Idag kan du ikke faa din Kaffe, da Beholdningen er forbi, og
det har ikke været muligt at faa Bud til Byen,” at han vilde
have Bønnerne under egen Opsigt, som han iværksatte paa den
Maade, at han havde dem i den ulaasede Kuffert paa sit Værelse;
hvorledes de saa hurtig minkede, kunde han have overbevist
sig om ved at undersøge Pigens Tørklæde, der smuttede forbi
ham paa Trappen.
Han glemte dog snart sin lille Ærgrelse og gik lige hen til
sin Boghylde. Hans Blik streifede Loci communes af Melanchton,
Loci thelogiæ av Chemnitz, tog derpaa med fast Greb efter en
tyk Bog ig Pergamentsbind; det var Chytraei Kommentar over
det nye Testamente. Han havde vel studeret og optegnet de
vigtigste Momenter til sin Prædiken. Det dybe og indholdsrige
Evangelium om Nicodemus, der kommer til Jesus om Natten,
som han skulde prædike over, gav ham dog ikke Ro, og han
vilde endnu undersøge, hvorledes de forskjellige Dogmatikere
udtalte sig om Gjenfødelsen.
Han studerede sin Prædiken med den største Samvittigheds-
fuldhed. Der var en dogmatisk Begrebsans hos ham, der ikke
gav ham Ro, for han havde faaet indordnet Indholdet i et tre-
ledet Spørgsmaal, der fordrede et treledet Svar, og som han
ikke nøiede sig med at skulle blive et overfladisk; men han
arbeidede strengt for at give en grundig Besvarelse overens-
stemmende med hans egen Overbevisning, der dog som oftest’
tildels faldt sammen med den lutherske Dogmatik, som den havde
udmundet sig hos Concordieformelens Forfattere.
Han blev dog i Aften snart afbrudt i sine Undersøgelser,
ved at en Pige glyttede paa Døren for at bede “Far komme ned
at spise til Aften.”
“Nu skal jeg strax komme. Ak! den der dog kunde have
et Øiebliks Ro, nu er jeg netop oplagt til Meditationen.” Han
fortsatte imidlertid alligevel at blade i Bogen og var snart saa
fordybet i den, at han glemte Opfordringen.
Det varede dog ikke længe, før han atter hørte Trin i Trap-
pen, og de lignede saa meget hans kjære Hustrues, at han øie-
blikkelig slog Bogen i og reiste sig.Til toppen av siden

 

 

Side 188
Hun traadte ind med et: “Kjære Far, nu maa Du
virkelig komme, vi kan ikke vente længer. Du ved jo, at Elsebeth
Hammer er kommen?”
“Er hun det? Nei, det ved jeg min Tro slet ikke. Du vil
kanske ogsaa, at jeg skal pynte mig?” lagde han forfærdet til.
“Aa nei, det er ikke nødvendigt, hun skal jo blive her som
en af vore egne,” og med vel beregnet Taktik førte hun ham
saa lempelig henimod Døren og gik ikke selv ud af den, førend
hun vel havde seet sin Mand foran sig>; men nu fulgte hun ogsaa
uopholdelig efter for at afskjære ethvert Tilbagetog.
I Stuen, som de nu traadte ind i, havde foruden Gjæsten
ogsaa en anden Person indfundet sig. Det var den personelle
Kapellan. En høi. meget smuk Mand, med brune, levende Øine,
brunt, krøllet Haar, der var overladt til sig selv, uden at være
bundet hverken i Pidsk eller Pung. Det var som den frie æste-
thiske Kunst, han følte et indre Kald til at dyrke; det maatte faa
Lov til med Geniets Magt at bane sig, hvad Vei det vilde.
Følelsen af at være Digter og Skjønaand i den prosaiske
Tid gav ham en vis Overlegenhed og meget Selvfølelse.
Han stod allerede i livlig Samtale med den fremmede Dame,
som hans brune Øine hvilede paa med stor Velbehag.
Hun var ogsaa særdeles oprømt og lod til allerede at føle
sig mer hjemme.’
Professoren hilste venligt paa hende og spurgte efter hendes
Moders Befindende.
De satte sig nu tilbords. Hun fik Hæderspladsen ved Pro-
fessorens Side, der n u ikke agtede mere pa hende, men
forsynede sig selv grundigt, af hvad der blev budt om. Fisk,
Kjød, Ost optaarnet sig snart paa hans Talerken, og det lod
til, at han uden Forskjel lod Alt smage sig; thi han mærkede
nu, at hans lange Spadsertur havde givet ham Appetit. Kapel-
lanen derimod, der sad ved hendes anden Side, var meget mere
opmærksom.
Efter en Stunds Forløb blev deres Konversation afbrudt
af Professorens tynde, lidt snøvlende, men ikke uvenlige Stemme:
“Saa, hun tænker at slaa sig ned hos os, min unge Dame; det
var at ønske, at hun ikke vilde finde det for kjedeligt. Hvad
er nu hendes Fornavn, om jeg tør spørge?”
Jeg heder egentlig Elsebeth; men jeg vil helst hede Leis,
som min Moder kaldte mig.”
“Det skal nog være engelsk.” sagde Professorinden ikke
uden en vis Spydighed. “Elsebeth ved jeg dog var din Bedste-Til toppen av siden

 

 

Side 189
moders Navn, og hun var saa god en Kone som nogen engelsk
Dame. Der var maaske for meget Engelsk i min Svogers Hus”,
mumlede hun halvhøit.
Leis rødmede dybt og slog Øinene ned. Af Kapellanen fik
Professorinden et lynende Blik, og selv Professoren saa noget
misbilligende hen til sin Kone.
“Engelske eller ikke Engelsk, mit Barn”, snøvlede han frem,
“er det smukt, at hun vil kaldes ved det Navn, hun hørte af sin
Moders Mund.”
Leis saa taknemmelig op til den gamle Mand og mødte hans
matte, blaa Øine, der saa venlig ned paa hende, – men pludse-
lig gjøs hun tilbage for ham; thi pludselig hoppede et Dyr op
paa Professorens Fang, som saa saa vildt ud med gnistrende
gule Øine; men hvad Slags det var, kunde hun ikke begribe;
thi det havde baade noget af en Kat og en Hund ved sig.
“Hun har nok ikke seet en saadan Kat før”, sagde Profes-
soren, idet hans brede Mund formede sig til et godmodigt
Smil.
“Saa, det er en Kat, det ligner ligesaa meget en Hund.”
“Hun ser nok ikke rigtigt for Frygt; men se nu her.” Han
strøg Katten langs nedad Ryggen med den ene Haand, medens
hans holdt dens Hoved iveiret med den anden. “Er nu dette et
Hundefjæs?” og han lo saa smaat.
Nei, nu ser jeg nok, at det er en Kat”, sagde hun, idet
Kattens gule Øine med de smale sorte Striber stirrede ondskabs-
fuldt paa hende; “men den ser saa vild ud, jeg har aldrig seet
saadan Kat før”, og hun trak sig endnu noget længere tilbage.
“Det tror jeg noj, det er ogsaa en Vildkat, skal jeg sige
hende, og det er en stor Sjeldenhed. Man har endog villet paa-
staa, at den ikke fandtes i Norge; men nu har jeg Beviset i
Hænderne”, og hans brede Haand strøg den atter kjærligt over
Ryggen.
“Nu skal jeg strax skrive en Afhandling derover.” Disse
sidste Ord henvendte han til Kapellanen. “Jeg har alle Kjende-
mærkerne paa en ægte Vildkat. Hovedet er fladtrykt, Halsen
er lang og tyk, og se, her er de to sorte Striber, en for og en
bag Øret. Det er ellers mærkværdigt”,vedblev han, stadigt
henvendende sig til Kapellanen, der kun nødtvungent, lod det
til, fæstede sin Opmeærksomhed paa Professorens Tale, “det er
ellers ganske mærkværdigt, at der slet Intet forekommer om
Katte i det gamle Testamente. Vi kunde næsten betvivle, at
Israels Børn have kjendt dette nyttige og hyggelige Husdyr,Til toppen av siden

 

 

Side 190
dersom det ikke hændelsesvis omtales hos Baruch Kap.21. Man
tror rigtignok, at vilde Katte nævnes hos Profeten Esaias; men
det er ganske uvist. Vor Bibeloversættelse slipper meget nemt
fra Sagen; thi den verterer ikke Ordet, men lader det løbe.
Naar det hede loco citato: “Men Ziim skal ligger der, og deres
Huse skulle være fulde af Ohim”, slippe de meget let fra det.”
Kapellanen var ganske enig med ham.
“Naar ville dog engang”, vedblev Professoren, der nu var
kommen ind paa et af sine Yndlingsthemaer, “viri cruditione
præditi forbarme sig over vore ulærde Bibellæsere! Det vil vel
i mange Aar blive et pinum desiderium.”
Katten, der nu, som Kapellanen, begyndte at kjede sig ved
Professorens Tale, sprang over paa Leis’ Fang; hun veg forfær-
det tilside og skreg høit op. Kapellanen for op og bad om at
maatte jage Dyret ud, da det generede den unge Dame. Leis
sendte ham et taknemmeligt Blik, der hverken undgik Professor-
inden eller Mathea; den Sidste blev noget blegere, end hun før
havde været.
Professoren rystet smilende paa Hovedet. “Det nytter ikke,
kjære Ven, det nytter Dem aldeles ikke; jeg kjender “Sylvis”,
De faar hende ikke ud, saalænge jeg sidder her; men da jeg nu,
som de homeriske Helte, har styret min Lyst til Mad og til
Drikke, vil jeg ligesaa godt gaa til mine Studeringer igjen; men
fortsæt I jeres Maaltid og vel bekomme, og efter en kort, sagte
Bordbøn luntede han afsted med “Sylvis” paa Armen, som han
kjærligt strøg langs henad Ryggen.
“Affekteret Opstuds”, fremmumlede Professorinden rød i
Hovedet, og hverken Maaltidet eller Samtalen fortsattes stort
længere. Leis Hammer blev atter placeret i Sofaen med sin Tante
ved Siden af sig, og skjønt Kapellanen et Par Gange søgte at
nærme sig, blev han strax slaaet tilbage af den gode Dame, der
ikke lod ham komme til Orde, men udbredte sig omstændelig
til den unge Tilhørerinde om Besværligheden ved at drive en
saa stor Landhusholdning, især naar man ingen Støtte og Hjælp
havde hos sin Mand.
Leis svarede pligtskyldig, “ja hvor besværligt”, engang imel-
lem, men kunde ikke undertrykke en liden Gaben nu og da.
Hendes Tante følte omsider lidt Medlidenhed med hende –
eller sig selv; thi hun reiste sig endelig og sagde til Mathea, at
da det saa ud til, at Elsebeth var træt, var det bedst, at hun
fulgte hende op paa hendes Soveværelse.Til toppen av siden

 

 

Side 191
iLeis reiste sig hurtigt, maaske vel hurtigt. Tanten ønskede
hende derpaa ganske venligt “Godnat, og at hun maatte sove
vel i de fremmede Omgivelser.”
Mathea fulgte hende opad den store, mørke Trappe og
henad en lang Gang til et lidet, venligt Gjæsteværelse, som hun
til sin Glæde saa, at hun ikke skulde dele med nogen Anden.
Mathea vilde strax forlade hende; men Leis holdt hende
venligt tilbage.
“Sig mig Du, som ser saa oprigtig og god ud, sig mig
Sandheden: er jeg en meget uvelkommen Gjæst for din Moder?”
“Det skulde gjøre mig ondt, om vi skulde have gjort det
Indtryk paa Dig. Min Moder har bestræbt sig meget for, at det
skulde blive godt for Dig her, og har selv ordnet alt paa Dit
Værelse; men hun føler sig altid ilde tilmode de første Dage,
hun har modtaget en Fremmed i sit Hus; hun tror ogsaa, at
det er hendes Pligt at formane og rette lidt paa os unge Piger”,
svarede Mathea med et svagt Smil.
“Men har hun ingen Fordom imod mig? Jeg kunde ikke
frigjøre mig for den Tanke.”
“Fordom, hvorfor skulde hun have det?”
“O, jeg troede maaske – min Stedmoder – ”
“Tro ikke formeget nu. Du er træt, og her ser lidt mørkt
og skummelt ud i denne sildige Sommeraften”, svarede Mathea,
selv med et træt og noget melankolsk Smil. “Godnat! Imor-
gen skal Du se, at Solen skinner ind til Dig, og Du vil finde
Alt anderledes. Moder vil Dig kun alt Godt, efter hendes egen
Formening da.”
“O! tilgiv mig, jeg kan ikke have nogen Fordring paa hen-
des Godhed. Jeg vil blot saa gjerne, at hun skal synes lidt
godt om mig. Det er imellem, som jeg hungrer efter Kjær-
lighed.”
Hun rystede sine brune Lokker tilbage fra sit varme Ansigt,
slog pludselig Armene om Mathea og gav hende et Kys.
Mathea trak sig lidt frygtsomt tilbage og viklede sig ud af
hendes Omfavnelse; hun saa dog venlig op paa hende, idet hun
sagde med et lidt vemodigt Tonefald; “Taler Du om at hungre;
Alle, som ser Dig, elsker Dig jo, selv Fader saa mer end almin-
deligt venligt hen til Dig, og Du saa vel -”
“Hvad saa jeg, Kapellanen mener Du”; hun slog op en høi
Latter.
“Alle maatte vel lægge Mærke til det.”
“Tror Du, din Fader saa det?” og hun lo igjen.Til toppen av siden

 

 

Side 192
“O, nei, han ser intet Saadant; men lad os ikke mere tale
om det”, og der var en svag Bæven i hendes Stemme, hun
stod med Dørgrebet i Haanden og vilde hurtigt smutte ud;
men Leis tog hende rundt om Livet, dreiede hende mod Lyset,
kyssede hende igjen og sagde kort Godnat.
Mathea skyndte sig noget forvirret ud, ikke tilfreds med sig
selv, og heller ikke ganske med sin nye Kusine. Hun havde
bragt hende ud af hendes sædvanlig stille, resignerede Ligevægt,
og dette pinte hende. En Følelse af Uvillie steg op i hende, og
hun ønskede, at hn aldrig var kommen i Huset, medens hun
paa samme Tid følte sig tiltrukken af hendes aabne, kjærlige
Væsen. Det endte med, som det gjerne gik hos hende, at
hun bebreidede sig selv Kulde og Egenkjærlighed, og nogle bitre
Taarer faldt fra hendes Øine, indtil hun endelig, træt af sig selv
og Dagen, faldt i Søvn.
Leis Hammer derimod hengav sig ikke til nogen saadanne
bitre Bebreidelser, hun var fuld af Ungdomsmod og Liv og hen-
gav sig hurtigt til Øieblikkets Indtryk.
Hun lukkede Vinduet op og saa ud i den stille dæmrende
Sommernat, medens hun lod Aftenvinden sagte stryge sig om
Kinden.
“Hvad hvisker Du om, Du milde Vind? Hvad drømmer Du
om, Du slumrende Natur? Er det om Kjærlighed? Jeg elsker
ogsaa, men vær ikke bange, Mathea, imorgen skal Du faa det
at vide.” Hun stod længe i Tanker ved Vinduet. “Her er i
Grunden saa hjemligt og trygt, nu føler jeg mig saa glad” – og
saa gik hun til Hvile

 

Morgendagen – Søndag Morgen – holdt, hvad Mathea
havde lovet. Den steg klar og frisk frem, som en Søndag Mor-
gen i Juni Maaned bør gjøre. Træer, Buske, Blomster inddrak
Solens Straaler og sendte sin Vellugt tilbage som Tak. Lilie-
konvallerne sprang ud, Hæggen blomstrede, i Haven summede
Humlerne om de smaa, bleggrønne, svagt duftende Blomster-
rakler paa Ribs-og Stikkelsbærbuskene. Syrenerne bøiede sig
under sin violette Byrde næsten ned imod Pintselilierne.
Hvad Leis havde drømt eller ikke drømt, saa hun den Mor-
gen glad op imod Morgenhimlen, børstede og krøllede sit bruneTil toppen av siden

 

 

Side 193
Haar, tog sin hvide Cambridges Kjole frem, glattede paa Knip-
lingerne om Halsen og de korte Pufærmer.
Hun saa sig fornøiet i Speilet, da hun havde taget den paa,
knyttede det blaa Livbaand med en rask Sløife paa den ene
Side, tog et blaat Perlebaand om Halsen, saa sig endnu en Gang
i Speilet og nikkede vel tilfreds med sig selv. Da slog Kirke-
klokkerne med en Gang i, dumpt, alvorlig manende, og derpaa
strømmede de ud i den blaa Luft, opfyldende den med snart
dybere, snart høiere Malmtoner. Slag fulgte paa Slag uden
Stands. Hun tog sig sammen; et større Alvor bredte sig ud
over hendes Ansigt, og med et: “I Jesu Navn” gik hun stille
ned over Trapperne.
Kapellanen sad ved sin Morgenthe, som Mathea havde
iskjænket for ham, da Leis lydløst traadte ind. Han reiste sig
saa hurtig, at han spildte sin The paa Dugen, for snarest muligt
at bringe hende en Stol og sige hende Godmorgen. Han sagde
tillige noget usammenhængende Tøv, om at Solen blændede
hans Øine, og, som der gaar en Skjælven gjennem Naturen,
naar Solen staar op, saa gik det ogsaa ham ved hendes Ind-
trædelse.
Leis smilte let, tog den tilbudte Stol og hilste paa Mathea
med et venligt Nik, idet hun modtog den iskjænkte Thekop.
Mathea, der i en lyserød, stribet Ginhams Kjole, meget
vasket og lidt falmet, saa endnu blegere ud end igaar, spurgte
hende med en nervøs Trækning om Munden, om hun havde
sovet godt.
“Udmærket! – og idag er det saadan en deilig Morgen, jeg
glæder mig rigtig til at gaa omkring i Haven og i Skoven.”
“Men først maa De i Kirke, min lille Jomfru, og høre en
god og lang Prædiken af vores kjære Professor”, indvendte
Kapellanen, med lidt ironisk Tonefald.
“Lange Prædikener holder jeg ikke af, jeg kommer saa let
i andre Tanker. Prædikener bør være varme, følelsesfulde og
korte. Saaledes maa De prædike, dersom De ønsker, at jeg skal
høre paa Dem.”
“Naar De bliver min Tilhører, vil jeg ikke mangle Varme.
Jeg skulde ønske meget at kunne have prædiket idag; men den
Gamle vilde nu engang prædike selv, og saa maa man resignere,
naar man føler sig mest oplagt.” Et let Skuldertræk fulgte med
Ordene. “Min maade er at lade mig rive med af Stemningen,
og om jeg tør tro Enkelte, maaske Smigrere, er det ikke uden
Virkning paa Tilhørerne. Jeg tilhører nu”, fortsatte han, medTil toppen av siden

 

 

Side 194
synlig Lyst til at tale om sig selv, “en nyere Tyd, der ikke bryder
sig saa meget om den støvede Lærdom; det varme, bankende
Menneskehjerte vil gjerne høre sit eget Slag, og de naturlige
Følelser, der saa længe have været tilbagetrængte, kræve sin
Ret, de stive Dogmer har det aldrig ret sympathiseret med. Jeg
har ogsaa taget mig den Frihed at gjøre dette indlysende for
den lærde Professor; men han er nu” – og atter et Skuldertræk
– “en gammel Mand, saa man ikke kan vente, at han skal for-
andre sine Anskuelser.”
Mathea, der havde faaet et mere og mere nervøst Udtryk i
sit Ansigt, svarede ikke uden en vis Heftighed i Stemmen og
Noget, der lignede Rødme i Kinderne: “Faders Prædikener kunne
maaske undertiden være vel lange og noget tørre; men jeg kan
dog godt følge dem, og jeg kan altid mærke, at hans oprigtige
og sandhedskjærlige Sind staar bag hans Ord.”
Kapellanen saa forbauset paa hende; han var ikke vant til
at høre nogensomhelst Oppositionsytring af den stille, graa Pige,
der saa omhyggelig sørgede for hans Velbefindende, og her følte
han ligesom en Braad i Ordene.
“At den nye Tid ikke ganske kan forstaaes af den gamle,
bør dog ikke forundre Nogen”, sagde han derpaa medlidende.
“Deri ligger det ikke”, svarede Mathea med et dybt Alvor.
“Min Fader sætter ikke det naturlige Menneskjehjerte saa høit
som De, og deri tror jeg, det ligger, at I ikke forstaa hinanden;
men han elsker varmt det, som er høiere og bedre. De faar nu
kalde det gamle tørre Dogmer, eller hvad De vil.”
Hun rødmede dybere, eftersom hun talte, og der laa Noget,
der lignede en glad Frigjørelse, over hende.
Kapellanen derimod følte sig ubehagelig berørt, han kunde
ikke længere indtage sit overlegne Standpunkt og havde derfor
ikke Lyst til at fortsætte Samtalen længere. Han reiste sig med
en Beklagelse over, at han ikke længere kunde nyde Damernes
Selskab, da han skulde hjælpe til ved Kommunionen.
Leis saa forundret hen til Mathea. Hun havde ikke rigtig
forstaaet hende og kjendte hende ikke rigtig igjen; men da hun
talte til hende om, hvor flink hun var til at modsige Kapellanen,
svarede hun ikke derpaa, men spurgte hende med sin sædvan-
lige bløde, midle Stemme, om hun ikke vilde gaa lidt ud i
Haven, da det vilde tage længere Tid med Skriftemaalet.
Hvor friskt og skjønt var ikke Alt derude! Leis inddrak den
af Blomsternes Vellugt opfyldte Luft i dybe Drag; hun sprang
henad de nyskyflede Gange med lette, næsten dansende Trin,Til toppen av siden

 

 

Side 195
snart brydende en Syren, snart en Pintselilie, der var Overflod
nok, hun viftede sig med dem og begyndte at synge, da hun
ved en Bøining af Gangen stod ligeoverfor sin Tante, der med
Hat og Schawl paa og Salmebog i Haanden sagde hende et
noget stramt “Godmorgen”. Leis neiede hurtig for hende, blev
rød og saa ikke ret behagelig overrasket ud; hun fik dog frem-
stammet et “Godmorgen!” igjen; men Mere blev det ikke.
Professorinden sagde ogsaa kun i en høitidelig Tone, at nu
skulde de gaa i Kirke, saa hun og Mathea maatte tage sit Tøi
paa hende og følge hende. Med Mathea talte hun noget i en lavere
Tone, hvoraf Leis kun opfangede: “Stegen saa liden ud i Panden
– og antog, der ingen kom denne Søndag.”
De gik derpaa med stille, afmaalte Skrift og Salmebogen i
Hænderne den korte Vei, der førte til Kirken.
Her mødte de en Kusk kjørende en tom Kaleschevogn.
Han stansede Hestene og tog til Huen, da han saa dem, og
spurgte, “om han kunde sætte Hestene ind paa Prestegaards-
stalden, da Fogdens havde tænkt sig til Prestegaarden idag.”
De skulle være velkomne, værsaagod og sæt Hestene ind”,
svarede Prestefruen med en Stemme, hun søgte at gjøre venlig.
Til Mathea hviskede hun: “at hun maatte gaa tilbage og bede
Pigen ogsaa at lægge Bogen i Panden.”
Mathea skyndte sig afsted og kom snart tilbage igjen; men
det Suk, som undslap hendes Moder, forstod hun altfor godt.
I Prestestolen havde Fogdens allerede indtaget sine Sæder.
Det var Fogden med Frue, de 2 Smaagutter og den halvvoxne
Datter. “5 i Alt”, talte Husmoderen.
Gjæster og Vertinde nikkede taust til hverandre; til Fogdens
Frue blev hvisket et sagte: “Velkommen!” men mere tillod ikke
Stedets Hellighed. Fogdens Frue vilde dog endelig bytte Plads
og faa Professorinden til at sidde fremmest; men en alvorlig af-
værgende Gestus fik hende til at sætte sig igjen.
Klokkeren istemte nu Indgangssalmen. Som en uafhængig
Karakter lod han snart Orgelakkompagnementet langt bag sig
og tilsatte lange Tremulanter, hvor han fandt for godt; Menig-
heden fulgte hans Exempel, og nogle gamle Koner vilde endog-
saa i den Henseende gjøre ham Rangen stridig. De sang dog
med megen Inderlighed og følte sig ialfald selv opbyggede
derved.
Da Presten saa kom paa Prædikestolen, havde han heller
ikke megen udvortes Anseelse; hans Bevægelser vare keitede,
hans Stemme var tynd og gik let over i Fisteltonen.Til toppen av siden

 

 

Side 196
Hans Prædiken handlede om Gjenfødelsen, og efter at have
vist ved Excempler og Bibelsprog, valgte med megen Indsigt,
hvorledes den Ugjenfødte var aldeles udelukket fra Guds Rige,
gik han over til med Varme at beskrive Gjenfødelsen som en
aandelig Lyst, der dæmpede de kjødelige Lyster og bragte
Sjælens Krefter tilbage i sin Orden; Fornuften kom tilbage til
sit tabte Herredømme og Villien til den sande Frihed.
Mangen gammel Mand og Kvinde hørte opmærksomt efter.
Exemplerne, han brugte, fandt de træffende, og dem huskede
de; meget af den lange Udvikling gik dem derimod forbi.
Fogden strøg Flossen af sin Hat saa mange Gange, at den
tilsidst var ganske skinnende blank, og en Gaben nu og da kunde
ikke ganske fordølges.
Fruen sad hele Tiden uanfægtet og kold med den største
Anstand, kun af og til kastende et bebreidende Blik til Smaa-
gutterne, naar hun mærkede Uro.
Tilsidst lød “Amen”. Et sagte Suk gik gjennem Menig-
heden; hos Nogle i Modtagelsens Inderlighed, hos Andres kun
som Befrielse af en Tvang. De reiste sig Alle beredvillig for
at modtage Velsignelsen, og om det hos Nogle kun var for at
rette paa sine stive Lemmer, var der vistnok ogsaa dem, hvorfra
den ikke vendte tom tilbage.
Leis vidste ikke ret, hvoraf det kom, hun følte sig varm om
Hjertet, skjønt Prædikenen langtfra var efter det Mønster, hun
havde foreholdt Kapellanen. Hun vilde nødig have undværet
Gudstjenesten denne Sommersøndag. Der havde ligget en Oprigtig-
hedens Varme over den ellers uanseelige Mand, der gav ham en
uanet Værdighed. Da de i Følge med Fogdens gik ud af Kirken,
var hun stille, og hun skulde havt Lyst til ubemærket at kunne
gaa sine egne Veie ud i den skjønne, friske Natur; men det blev
der ikke noget af; thi hendes Tante kaldte paa hende, da de
kom henimod Huset, og forestillede hende for “Fru Foged Pram”
som hendes Søsterdatter fra Drammen. “Nu maa De en Stund
tage tiltakke med hendes Selskab”, fortsatte hun, “til jeg faar
ordnet lidt med Middagen”; derpaa gjorde hun en Forbøining,
og baade hun og Mathea forsvandt inde i Gangen.
Leis følte sig meget generet med den kolde, stive Frue lige
foran sig. Hun tilbød sig dog strax at hjælpe Fruen Tøiet af
og førte hende ind i Stuen og lige og i Sofaen, med den halv-
voxne Pige lige i Hælene paa sig.
Fogdens Frue var anseet for en Skjønhed, og det var ogsaa
hendes egen Mening. Hvad der især bidrog dertil, var den glim-Til toppen av siden

 

 

Side 197
rende hvide Hud med dens skjære Rødt, der som en skjøn
Fernis var trukken over en mindre ædel Form for at skjule
dens Mangler. Øinene vare af lyseblaa Emaillefarve, med enkelte
fine Furer i Øienkrogene. Næsen var lang, lige og meget spids.
Læberne smale, tynde, men meget røde; kort sagt hun saa
ganske glimrende ud, som hun sad der i Sofaen i en lys, ud-
ringet Kjole og en fin, broderet Krave, der med en stor Bryst-
naal var heftet over hendes hvide, hvælvede Bryst; en Guld-
kjæde, hvori hang en Medaljon, var flere Gange slynget om
hendes Hals.
Den Halvvoxne slang sig ned paa en Stol ved Siden af og
bespeidede med et Par smaa, nysgjerrige Øine alt omkring sig.
Leis følte sig meget ubehagelig berørt af dem begge to.
Fruen bød hende dog naadig, med en liden Haandbevægelse, at
tage Plads ved Siden af sig i Sofaen og indledede Konversa-
tionen med at spørge: “hvordan den unge Bydame syntes om
sig her paa Landet?”
“Jo, Tak, meget godt.”
“Tænker De at slaa Dem ned hos os her for længere
Tid?”
“Jeg ved ikke.”
“De skal vel lærer Husholdning af Deres Tante?”
“Ja, jeg tror det er Hensigten.”
“Saa, De blot tror det?” og noget Listigt blinkede i Øien-
krogene, idet hun skarpt iagttog den rødmende Skjønhed, “der
er kanske andre Hemmeligheder med i Spillet”, og et meget-
sigende Smil leirede sig om Fruens Læber.
Den halvvoxne spidsede Øren og smilede ogsaa.
“Jeg skal have godt at være paa Landet og kanske lære
lidt Husholdning, hvis min Tante vil være saa god”, svarede
Leis med en utaalmodig Bevægelse i Stemmen og en end dybere
Rødmen.
“Aa, Gud, ja! De kan nok lære meget Godt her, saa flink
en Husmoder som Deres Tante er. Men se, der have vi jo
Professorinden”, og hun bøiede sig lidt fremover til en Slags
Hilsen ved Prestefruens Indtræden.
“Vi sidde just og tale om, hvor lykkelig Deres Søster-
datter er, som er kommen under Deres Veiledning; det burde
ret den Unge skjønne paa. Aa Gud, ja! Den, der kunde være
som De og tage sig saa af Alting, baade det Udvortes og det
Indvortes.”
“Naar man har en lærd Mand, Fru Pram, maa man tageTil toppen av siden

 

 

Side 198
sig af Mangt og Meget, som ikke hører til Ens Fag», svarede
Professorinden i en Tone, der skulde lade nedtrykt, men dulgte
dog ikke en vis Stolthed.
«Ja, det maa De sige, og saa lærd som Deres Mand er, –
Aa Gud! hvilken Prædiken vi hørte idag, saa grundig og lang.
Det kan man ret kalde en Professor-Prædiken ; men hvor godt
for ham, at han har en saadan Støtte i Dem til Gaardens Drift.
Det er, som det skal være, en lærd Mand maa have en praktisk
Kone, det siger jeg altid.»
“Aa, Gud bedre! Jeg kunde godt trænge at være dyg­
tigere; den store Bedrift og de mange Folk hvile ofte tungt
paa mig.”
“Men, hvor godt greier De Dem dog ikke. De ved altid
at komme udaf det paa en Maade. Saa deiligt som det stod
paa Prestegaardsmarkerne ifjor, det havde De rigtig Ære af, det
sagde jeg til Pram, se det Byg, det er Professorindens Værk.
De har vel store Beholdninger af det endnu?”
“Nu tror jeg, det Meste er solgt”, svarede Præstekonen lidt
svag i Stemmen.
“Aa ja, naar man faar det godt betalt, er det jo det Klogeste
at sælge, saa fort man kan. »
«Her gaar jo ogsaa endel til Husholdningen.»
“Ja, det er jo saa rimeligt, paa en stor Præstegaard fordres
der, at det skal gaa lidt rundelig til, og saa den store Besæt-
ning, der skal saamen baade Mel og Salt til den; men saa har
De ogsaa prægtige Dyr. Det var en særdeles smuk Unghest,
De havde her i Vinter, et deiligt Dyr, sagde Pram. Jeg hører,
den skal være solgt”, der trak sig nogle Rynker sammen i Øien­
krogene. Den Halvvoxne spidsede Øren.
“Ja, den er solgt.”
“Der gjorde De vist en hel Affære. Pram sagde: det Dyr
er sine 100 Daler værd.”
Professorinden undlod her at svare; hun syntes, det nu var
paa Tide at drive Fienden over i dens egen Leir, og spurgte
derfor, “om Fru Pram nu var fornøiet med sin sidste Husjomfru,
den, hun fik i Vaar.”
At Fru Pram byttede Husjomfru hvert Halvaar, var under
almindelig Omtale.
“Aa, det er nu kun saa som saa, sjusket og ligegyldig med
alle Ting; men Nogen maa man jo have til at se Tjenerne paa
Fingrene og passe Nøglerne. Kunde man bare være saa flink
som De; men det skorter det meget paa med mig; min HudTil toppen av siden

 

 

Side 199
taaler Heller ikke Skorstensilden. Pram siger ogsaa, naar jeg
nødes til at tage i med selv: skaan din Hud, Bolette, den taaler
ikke dette.”
Leis kunde ikke fordrage hende; hun begyndte næsten at
synes om sin Tante, og hun blev glad, da hun saa Professoren
komme sjokkende ind i sin gamle Prestekjole, som var for sid
foran, og som han Boldt meget ubehændigt op for ikke at
snuble i den. Han saa anstrengt ud, men hilsede dog venlig,
om end lidt aandsfraværende paa Fogedfruen.
“Tillad mig at takke for Professorens lærde og grundige
Prædiken idag”, sagde hun med en komplimentøs Forbøining.
Hans vandblaa Øine fæstede sig alvorligt forskende paa
hende, og med et træt Suk snøvlede han frem: “Jeg har for­
modentlig tættet Fruen ; jeg er et daarligt Redskab baade til
at oprive den haarde Jordbund og til at saa en god Sæd.»
“Ak Gud, hvor kan Professoren sige saadant, De sætter Dem
selv for lavt. det siger jeg altid.”
Professoren gjorde et keitet Buk og forlod Værelset, efter
at have faaet en indstændig Anmodning af sin Hustru om snart
at komme tilbage igjen, forat man ikke skulde vente for længe
med Middagen.
Denne Gang fulgte han virkelig Anmodningen.
Fogden indfandt sig ogsaa; han og Smaagutterne havde
taget sig en Tur omkring i Gaarden og Haven og nøie under­
søgt alle Ting.
Kapellanen kom, hilsende med megen Artighed til Gjæsterne
i Almindelighed. Stegen kong ind, og Alle satte sig med stor
Beredvillighed til Middagsbordet.
Efter Bordbønnen var der en kort Tid Stilhed. Stegen
blev budt om, selv Fogdens Frue, der blev budt først, spiste
de første Stykker i Taushed, og det varede en Stund, inden hun
atter begyndte paa sine Komplimenter.
Kapellanen havde ikke engang et skjønt Ord at sige til sin
Sidedame Leis, før hans Talerken var saa temmelig opfyldt af
nøgne Ben.
Fru Pram syntes dog nu, at det ikke var passende og over­
ensstemmende med god Tone, at Tausheden skulde vare læn­
gere. Hun indledede derfor en Konversation med Professoren
ved at spørge efter Husets Søn, “den smukke Løitnant”.
«Binde hans Officerspligter ham endnu til Christiania, eller
tør man ikke gjøre sig Haab om snart at se ham her?»
Professoren erindrede ikke saa ganske nøie, naar de sidstTil toppen av siden

 

 

Side 200
havde hørt fra ham, og saa hen til sin Hustru for at faa Hjælp
af hende. Hun svarede noget undvigende, at de haabede, at
han nu snart kunde faa Perrmission.
Kapellanen begyndte ogsaa nu at tale i en halv dæmpet
Tone til sitt Sidedame, hvoraf dog Fru Pram kun kunde opfange
enkelte Ord og løsrevne Sætninger, som: Skjønhedens Aaben­
barelse – Naturens Mesterværk – Kvinden var Mandens gode
Genius – osv.
Professoren spiste og spiste og vidste ikke rigtih, hvad han
lagde paa sin Talerken; kun ansaa han det altid for sin Pligt
at forsyne sig, naar et Fad blev budt om. Han talte imidlertid
af og til med Fogden om Bygdens Affærer, om, at Aaret teg­
nede godt, og svarede ellers adspredt, naar Nogen henvendte
Talen til ham.
Mathea gik omkring og forsynede Alle og saa altid, naar der
fattedes En et eller Andet, forsynte Smaagutterne med store
Portioner af Rødgrøden, men var bleg og stille.
Efter Bordet listede Professoren sig strax op paa sit Værelse.
Fogden hagede sig fast i Kapellanen, som derfor, saa nødig han
vilde, maatte lade de to unge Piger skjøtte sig selv. Fruerne
placerede sig i den haarde Sofa i den store, kolde Storstue, sade
der ranke og stive, skjønt de begge kjæmpede med Søvnen,
gave hinanden nu og da en liden skjult Stikpille mellem den
konventionelle Konversation, der dog kun var at betragte som
en lider Stimulans.
Endelig blev Kaffebrættet baaret ind af en Pige.
“Hvor er Mathea?” spurgte Professorinden skarpt. Hun
var i Grunden saa træt af sin Gjest, at hun inderlig ønskede
Afløsning.
De sitter i Lyshuset Allesammen, Fogden og Kapellanen
og begge Jomfruerne. Jeg skulde hilse og sie, at Kapellanen
helst vilde ha Kaffeen derude i den skjønne Natur, sa’e han,
og ikke i den kvalme Stue, og saa gik Jomfru Mathea og
hented den, og bad mei gaa ind med Brette til Dere. De var
saa muntre saa, og Fogden spøgte med mei han, jamen gjorde
han saa.”
Begge Fruerne bleve stramme og røde.
“Hvad skal det betyde?” sagde Professorinden strengt. “Bed
Jomfru Mathea strax komme ind og skjænke Kaffe, og faa saa fat
i Professoren.” Pren gik.
Fru Pram rettede sig end mere, tilkastende sin Naboerske
et medlidende Blik.Til toppen av siden

 

 

Side 201
Han bliver vel anmassende den unge Kapellan, forekommer
det mig, og nu denne forfløine Byskjønhed, jeg beklager Dem
virkelig.”
Professoren havde denne Gang været ualmindelig hurtig til
at efterkomme Anmodningen og kom ind i Følge med Mathea,
hvilket var noksaa beleiligt for hende; hun slap derved for videre
Tiltale, men fik kun et alvorligt Blik fra sin Moders Øine.
En Kop Kaffe fristede altid Professoren, og naar han havde
faaet den, var han oplagt til en Passiar, især en Søndag Efter­
middag, hvor han hvilede ud efter Prædikenen; men det lod ikke
til, at Fruerne idag vilde skjænke ham noget velvilligt Øre,
skjønt han udbredte sig over Kaffeens oplivende Virkninger;
og, at han troede den med Tiden vilde faa stor Udbredelse, at
Bønnerne længe havde været benyttede til en oplivende Drik i
Arabien, deres Hjemland. men først i Middelalderen var bragte over
Tyrkict til Europa – han troede ved en Læge –, vakte aldeles
ingen Interesse hos Tilhørerinderne.
Fru Pram saa ofte ud af Vinduet, og da det nogenlunde
kunde gaa an, ymtede hun om, at det skulde være hyggeligt
at se, “hvor deiligt vist Alt stod i Prestegaardshaven”. Egent-
lig vilde hun nok have et Øie med, hvad der foregik i Lyst­
huset. Fogden havde heller ikke den Aversion for letsindige,
unge Piger, som hun syntes, at han burde.
Professorinden fulgte strax Vinket, og de begave sig ud i
Haven. Mathea fulgte bagefter, og da Professoren havde drukket
den sidste Draabe og betænksomt lagt Theskeen over Koppen, kom
ogsaa han i Tanker onn at gjenoptage sin forsømte Værts­
pligt imod Fogden.
Da Fruerne kom henimod Lysthuset, hørte de livlig Passiar,
Leis’s Latter, Fogdens ironiske, tørre og Kapellanens dybere,
blødere Stemme, begges dog stemte i en Tonart høiere end
sædvanligt.
Fru Pram kastede et megetsigende Blik hen til Professor­
inden.
Da de traadte ind i Lysthuset, som to mørke Skjæbne­
gudinder, stilnede Samtalen, Fogden reiste sig strax galant for
at byde Damerne Plads. Leis sprang op, tog uden videre
Mathea under Armen og løb med hende nedad Havegangen,
saa hurtig, at de næsten havde løbet den uskyldige og intet
Ondt anende Professor omkuld, der kom ganske sagtmodig lun­
tende med Sylvis i Hælene paa sig.
“Kom, Mathea!” hviskede Leis, “kom, lad os løbe langt bort,Til toppen av siden

 

 

Side 202
nu er jeg saa kjed og lei baade af Fogden og Kapellanen. Huf!
hvor jeg er træt af at sidde og tøve og væve med dem.”
“Du! Jeg troede, Du morede Dig, Du har spøgt og leet
den hele Tid.”
“Troede Du det?” og hun efterabede Matheas bløde, betænk­
somme Stemme. “Nei, deri tager Du feil, der er meget, saa
betænksom som Du er, som Du dog tager feil i.”
“Sig mig hvori?”
“Idet” og hun hviskede hende Noget i Øret. “Nei, Ka­
menernes Yndling, den følende Skjald, er ikke noget for mig,
han kan fremsige saa mange smukke Vers, han vil, det er
muntre, kjække unge Mænd, som jeg synes om, som ikke blot
have det i Ordet, men ogsaa ville handle. Din Kapellan er en
stor Egoist, skal jeg sige Dig.”
«Det er ikke min Kapellan.»
“Det kan blive”, og Leis slog op en drillende Latter.
“Spøg ikke med dette idag, Leis, det gjør mit Hjerte ondt.
Jeg skal sige Dig Noget, men lad os gaa dybere ind i Skoven.”
De gik længere ind og satte sig lidt afsides fra Veien under
en stor Furu.
“Nu”, sagde Leis.
“Nu, hvad jeg vilde sige var”, – og Mathea slog Øinene ned,
og en dyb Rødme bedækkede hendes blege Ansigt – “jeg har
altid i mit Inderste vidst, at jeg aldrig kunde blive Noget for
ham; men naar han med sin smukke Stemme citerede Digte af
stor Skjønhed og altid henvendte sig til mig og ved de smuk­
keste Steder altid saa paa mig med et saa varmt Blik, blev jeg
saa varm om Hjertet, og jeg syntes, han var saa smuk, og jeg
gik jo ellers saa alene, og talte han saa nogle venlige Ord til
mig, kunde jeg leve længe af dem, og saa kunde noget uende­
lig Frydefuldt glide ind i min Sjæl; men da jeg igaar saa, hvor­
ledes han kunde være, naar han var forelsket – thi han er for­
elsket i Dig, Leis, – le ikke -, faldt der Skjæl fra mine Øine,
og idag er der kommet Noget til, idag har jeg følt Noget, som
at det Bedste hos mig ikke vilde føle sig tilfredsstillet ved ham.
Kan Du forstaa mig?”
“Aa, kanske ikke saa ganske; men at Du er meget bedre
end han, det forstaar jeg godt”, og Leis tog hende om Livet
og kyssede hende. “Nu vil jeg ogsaa fortælle Dig Noget; men
lad os gaa endnu længere ind i Skoven.” De gik ogsaa en
Stund og drev omkring der uden at sige Noget. Endelig sagde
Leis: “Jeg er i Grunden forlovet.”Til toppen av siden

 

 

Side 203
“Saa, Du er forlovet, jeg har baade troet det og ikke troet
det, men med hvem?”
“Det ved jeg egentlig ikke saa rigtig.”
Mathea slog for første Gang en høi Latter op.
“Ja, Du kan nok le; men nu vil jeg fortælle Dig det Alt­
sammen, skjønt jeg ved, at Du, som er saa stille og fornuftig,
vist vil fordømme mig; men det faar ikke hjælpe. Du ved, at
jeg var i Besøg paa Kongsberg i Julen. Der kan Du tro, at
det var morsomt. Vi dansede næsten hver Aften, aa! hvor jeg
morede mig. Alle vilde saa gjerne danse med mig.”
“Det tror jeg gjerne.”
“Der var ogsaa et Par Officerer fra Christiania, som gjorde
saadan uhyre Lykke deroppe. De gjorde ogsaa meget af mig,
men det var kun den ene, som jeg brød mig noget om; han
var meget smuk; men det var egentlig ikke det, der var noget
Dristigt, Hensynsløst ved ham, som indtog mig.”
“Hvad hed han?” spurgte Mathea spændt.
“Det er det, jeg nu kommer til. I det sidste Øieblik vi
var sammen, bad han mig om min Haand og vilde betro mig,
at han egentlig ikke nu bar sit rette Navn, da vi pludselig bleve
afbrudte, og der gaves ikke senere Anledning til at træffes.”
“Men hvad kaldte han sig?”
“Han kaldte sig Bang.”
“Og hans Ven, han hed vel ikke Meier?”
“Nei, langtfra, hans Ven hed Buchholtz; hvorfor troede Du,
at han hed Meier?”
“Jeg skal sige Dig, min Broder har været indviklet i et
Eventyr. Han reiste nemlig uden Permission med en Ven til
Kongsberg. Han maatte bøde meget for det; thi det blev op­
daget, og jeg tror, at han sad en Stund arresteret. Han skrev
meget ydmygt til Moder om det og desuden om, at han var
kommen i Gjæld, som det var en Æressag for hane at faa betalt.
Moder maatte endog sælge en Hest for at skaffe Penge tilveie.
Hun, som ellers er saa streng, har aldrig kunnet negte min
Broder Noget.”
“Er du misundelig paa ham?”
“Nei, slet ikke, hvorfor skulde jeg være det? Min Broder
er saa god og munter, at han opliver os Alle, naar han er
hjemme; men det var ikke derom, vi skulde tale. Har Du ikke
hørt Noget siden fra din Beiler?”
“Der kom et Brev kort efter; men uheldigvis var min Sted­
moder tilstede; hun var før i daarligt Lune; for jeg havde netopTil toppen av siden

 

 

Side 204
brændte en Æggekage, og nu vilde hun stege selv, da hun netop
fik se, at jeg modtog et Brev; hun saa ogsaa, at jeg blev rød
og vilde skjule det; men pludselig rev hun det fra mig, kastede
det paa Ilden og sagde, at saadanne Historier skulde vi ikke have
Noget af.”
“Fik Du ikke se hans Navn?”
“Nei, ikke et Ord. Jeg tror næsten, at Moder angrede det
siden, at hun havde været saa overilet; thi hun vilde endelig
vide, hvem Brevet var fra; men jeg kunde med Sandbed sige,
at jeg ikke vidste det; hun saa jo selv, at jeg ikke fik Tid til
at aabne det. Kort efter fik hun det imidlertid meget travlt
med at korrespondere med Tante, og Følgen blev, at jeg skulde
komme hid og lære Landhusholdning. Hvordan tror Du, det
vil gaa med Tante og mig?” Og hun brast ud i en liden mun­
ter Latter.
“Jeg tænker, det vil gaa bedre, end Du tror, naar I lærer
hinanden bedre at kjende.”
«Gid, Du spaaede sandt; jeg vil i Grunden saa gjerne, at
Tante skal synes om mig. Men kom nu, lad os gaa lidt mere
om her i denne deilige, friske Skov.” Hun reiste sig og tog
Mathea om Livet og gik først rolig, siden begyndte hun at
svinge ‘Mathea behændig rundt de gamle Stammer paa de glatte
Barnaale; der blev Latter og Sang paa en Gang ; Mathea lod sig
drage med, da de pludselig stansede ved at høre Skridt bag
sig. Mathea vendte sig hurtig og udbrød: “Min Broder!” –
Leis sagtere: “Det er—” Længere kom hun ikke, da en ung
Mand sluttede hende i sine Arme.
Mathea udraabte forfærdet: “Hvad vover Du!” men blev ikke
paaagtet, og hun hørte kun enkelte Ord som “Har jeg endelig
fundet Dig – nu maa Intet skille os.” Der gik et Lys op for
hende, hendes Broder og Leis’s Beiler var en og samme Person.
Hun trak sig beskedent længere tilbage i Skyggen og over­
lod de Elskende en Stund til sig selv, men tænkte dog, hvad
vil Moder sige til dette?
Endelig huskeile de paa Mathea, og der blev nu en Udvex­
ling af Tilstaaelser og Forklaringer. De satte sig alle tre paa
Stubberne af nogle omhugne Træer. Solen begyndte allerede at
synke lavt mod Horizonten som Aftenen i Forveien, da Leis
kjørte gjennem Skoven, og det var hende, som hun nu forstod,
hvad Tæerne havde hvisket om, at hun skulde sidde glad og
lykkelig med sin Elskedes Haand i sin, – det var det, de havde
hvisket om.Til toppen av siden

 

 

Side 205
“Men hvor Du forskrække os”, udbrød Mathea, «hvor kom
Du egentlig fra?”
Jeg kom ridende fra Drammen ; ser Du ikke, min Hest staar
bunden derhenne; men da jeg skimtede noget Hvidt mellem
Træerne, steg jeg hurtig af ; thi en glad Anelse sagde mig, hvem
det var, og et skjønnere Syn har jeg ikke seet end Eder, dan­
sende mellem Træerne, og han saa henrykt hen paa sin Elskede.
De lo Alle.
Mathea for endelig forskrækket op, hun havde rent glemt
sine Pligter. Hun vilde skynde sig hjem, da hun pludselig stod
Ansigt til Ansigt med sin Moder og Fru Pram.
“Hvad synes Du om, Mathea, at Fru Pram og jeg ordentlig
maa gaa paa Opdagelsesreiser efter Dig, Du forsømmer jo ganske
Dine Pligter”, tog Professorinden til Orde, med ualmindelig
skarp Betoning af Ordene; “er det den forfløine Bydame, der
lærer Dig saadan Opførsel; jeg troede, at Du kunde havt lidt
god Indflydelse paa hende; men jeg er bange for, at det Om­
vendte bliver Tilfældet.”
Mathea vilde svare, men blev afbrudt af Fru Pram, der
udbrød:
“Blænder Solen mig, eller hvad ser jeg, er det ikke Deres
Søn Løitnanten Arm i Arm med Deres smukke Niece?”
Nu kom Fogden, Professoren og Kapellanen ogsaa gaaende.
De kavde ligeledes villet tage sig en Spadsertur, og da de hørte
Stemmer i Skoven, stævnede de did for at blive Vidner til, at
Løitnant Meier traadte hurtig hen til sin Moder med Leis ved
Haanden og sagde i en bevæget Tone til hende: “Jeg ved, kjære
Moder, Alt, hvad Du har gjort for mig, og at Du glæder Dig,
naar jeg er glad. Nu har jeg aldrig været saa glad i mit Liv
før. Vil ikke Du ogsaa nu velsigne denne Pagt, som jeg og
denne høitelskede Pige har sluttet med hinanden?”
Professorinden saa noget mørk og tvivlraadig ud.
Paa Fru Prams Læber spillde et ironisk Smil. Men her
traadte Professoren frem med større Aandsnærværelse og Energi,
end man kunde vente af ham, og talede saalunde: “Bedrage ikke
mine Øine mig, ser jeg her min kjære Stedsøn, og som det
lader til, har han i dette Øieblik sluttet en Kjærlighedspagt med
en ung Pige, som baade er smuk og, saavidt jeg kan bedømme
hende af vort korte Samvær, ret hjertensgod, saa hun ikke ser
ud til at ville gjøre en Kat Fortred”, og her fortrak
hans Læber sig til et bredt Smil. Fogden nikkede, hans
Kone trak Læberne sammen, Kapellanen udaandede et dybt Suk.Til toppen av siden

 

 

Side 206
Professoren vedblev: “Ægteskabet er nemlig en god Tugt for
unge Folk til at styre deres egoistiske Tilbøieligheder, det er en
Tømme, som maa lægges paa de uordentlige Lyster”, – her skot­
tede Fogden til sin Frue, hun gav ham et skarpt Streifblik –
“men det er tillige, og netop derfor, til stor Velsignelse; den
naturlige Kjærlighed lutres og adles ved Opgivelsen af sit Eget
for en Andens Skyld, og derigjennom løftes den til Sammenhæng
med den evige, guddommelige Kjærlighed. Derfor tror jeg, min
kjære Hustru, at vi skulle forhjælpe disse to Unge, der nu have
fundet hinanden i Kjærlighed, til at fæste Bo, med lidt Udstyr
eller saadant Noget, som jeg ganske overlader til Dig, at de til
Høsten selv kunne bygge sin egen Rede: hvad siger Du til det?”
Professorinden saa meget overrasket ud, men gav dog med
et Hovedvik et Slags Samtykke.
Den gamle Mand gik nu nærmere hen til dem, lagde deres
Hænder sammen og trykkede dem varmt i begge sine store,
brede.
Leis kyssede ham paa Haanden, og han følte en Taare falde
paa den, hvilket gjorde, at han saa mildt hen paa hende med noget
Dugget, Varmt i sine matte, vandblaa Øine.
Hans Stedsøn takkede ham varmt og hjertelig. Kapellanen
var bleg og saa hen til Mathea; men hun lagde ikke Mærke til
ham; han gik derpaa hen til de Nyforlovede for at gratulere,
han greb Leis’s Haand, som han beholdt i sin, medens han frem­
mumlede, “at dette kom ham altfor uventet”. Leis saa smilende
op paa ham, idet hun trak sin Haand ud af hans; for Løitnanten
bukkede han blot stivt.
Fogdens kom nu ogsaa for at gratulere i mange smigrende
Udtryk. Fogden sagde derpaa, at nu var det bedst at faa fat
paa Børnene – den Halvvoxne havde hele Tiden staaet bag et
Træ og kigede frem meget nysgjerrig – og saa faa Vognen
forspændt; “thi under disse Omstændigheder kan man forstaa, at
Familien helst vil være alene.” De fjernede sig derpaa, fulgt af
de Øvrige, undtagen de Forlovede, der tog en anden Vei gjennem
Skoven hjemad, medens Solen sendte sine sidste Straaler gjennem
de røde Furustammer, indtil den tilsidst ganske sank ned under
Horizonten. Og saaledes endte denne Søndag hos gamle Pro­
fessor Strøm paa Eker.Til toppen av siden