Gutta var på kystvakt

Hr redaktør.

For at indfri mit løfte, skal jeg nu forsøke at give en liten skildring av mine oplevelser i de 3 uker jeg nu har været borte.

Jeg vet ikke om det kan intresere bipostens læsere at høre om reisen hit, men den er dog den mest intresante del av turen for mig, da livet her ute ved kystens nøkne strande ingen nævneværdig avveksling har byd paa ennu.

Jeg forlot Solbergelven den 9. februar om morgenen, og ankom til Sande St kl ½ 11 formiddag. Ved ankomsten dit var vi 6 mand som var indkaldt for at holde vakt ved stationen og depoet.  Dagen efter da kompaniet skulde møte.
Vi blev av en befalingsmand ført optil depoet som ligger oppe ved et skogholdt i Nærheten. Her mottog vi og iførte os de forskjællige beklædningsgjenstande som forandrer den mest godmodige til en barsk kriger.

Under fanjunkerens ledelse blev forskjellige ting ordnet, hvorefter vi blev ført op paa skolehuset hvor vi skulde indkvarteres for natten.

Allerede kjed av de militære former, fik jeg den ide at gaa til kapteinen, hvor jeg med stram holdning og haanden paa luen anholdt om permition til en reise til Drammen og overnatte der.  Dette blev indvilget og jeg kom til Drammen kl ½ 9 om kvelden.

Næste morgen kl ½ 11 bar det avsted igjen den sammen vei; men da ifølge med mange gamle kjendte fra ungguttens dage.  Efter at ha meldt mig tilbake hos kompanichefen, maatte jeg med gevær paa aksel stille paa post ved depotet, medens forvandlingen foregik i sneen rundt om depotet. Ve 4-tiden om eftermiddagen var hele kompaniet i orden, tilsammen 182 mand.  Under stram mars gik det da nedover mot kommunelokalet, hvor vi fik en fest som de fleste av os ikke hadde overværet maken til. Næste dag kl 12 middag ankom exstratog fra Kongsberg med 14 kompani med 192 mand.  Vi blev puttet ind og toget suste avsted med Brevik som foreløbig maal, hvortil vi ankom ved ½ 5 tiden om eftermiddagen.  Her var det meningen vi bare skulde spist og derpaa gaaet ombord og reist samme nat. Men grundet sterk storm og snetykke hadde baatene ifølge telegram maatte lægge ind paa veien.  Vi marsjerte da op til Bedehuset, et vældg locale, som fyltes til siste plads, hvor vi blev rikelig beværtet med kaffe og smørbrød og Julekake.  Her holdtes taler av stedets missionsforenings formand og underholdtes videre med vakker sang av ungdomsforeningens sangkor.  Under denne fest som varte til kl 11, stiftede jeg bekjendskap med flere av gotemplarene i Brevik.  For at skaffe alle, ca 400 mand hus for natten stilledes til dispotion Bedehuset, ungdomslokalet og gymnastiklokalet.  Jeg var av dem som blev i Bedehuset, hvor vi laa paa bare bænkene med randselen som hodepute. Nogen større søvn blev det jo ikke. Tidelig næste morgen møtte snilde kvinder og mænd op og vi fik kaffe og mat til meget rimelige priser.  Ut paa formiddagen var det opstilling og fik vi en utmars utover mot Eidanger.  Ved middagstiden var vi tilbake igjen og fik vi da fri.  En del spiste i lokalet, medens endel gjorde storm paa byens to hoteller som straks var overfyldte.

Som et bevis paa indbyggernes velvilje mot soldaterne, skal jeg nævne, at en del av os som ikke kom ind paa hotellerne oprindelig 5 i tallet paa vaar vandring gjennem byens trange gater anholdt 3 unge damer, som med vor paatrengenhed overtalte til at ta os med hjem til middag.  Utenfor deres hjem, gjorde vi holdt og front og husets frue blev kaldt ut og praiet, vilke resulterede i at vi blev vist ind, og hele følget som da hadde øket til 18 tok plads i dagligstuen og storstuen.  Medens vi ventet paa middagen blev det av kjøpmandens datter budt paa cigarer, og lærer Hammarstøen satte sig til pianoet, og akompagnerte mig medens jeg sang etpar kjendte sange.  Siden gik vi tilbords og lot os middagen smake fortræffelig.  Paa vort spøsmaal om hvad det skulde koste, blev det svaret, at det ikke skulde være noget.  Dette kunde vi selfølgelig ikke gaa med paa; men betalte vad vi syntes maatte passe.  Ved avskjæden blev vi indbudt ogsaa til aftens, hvilket vi med glæde mottog.  Om formiddagen hadde vi øvelder i byens gader og paa torvet.  Kvælden kom, men ingen baad var kommet, hvorfor det blev oplyst at det vilde bli en ny festlig tilstelning paa localet igjen.
Denne var saavidt begyndt da det blev git ordre til at 1ste peleton stiller til avmars til bryggen for at bringe bagage ombord i baaten som da var kommet. Da det fremdeles var storm og snetykke og baatene paa hitveien hadde paseret 4 miner, nægtet skibets kaptein at gaa før næste morgen, hvorfor vi ogsaa denne nat maatte overnatte paa Bedehuset. Kl 5 næste morgen begyndte indskibningen. Mit kompani 13de ombord i «Fin» og 14de i «Brevik».  Under forskjellige følelser, med en blandet frykt for miner og søsyke, lettet vi anker kl 6 morgen og, styrte ut Langesundsfjorden.  Turen utover holdtes vi under dæk, til dagen brøt frem, da fik vi lov at bevæge os frit paa dæk. Enkelte begyndte allerede at bli bleke om nebbet, og da vi var ret ut for Jomfruland begnte de første at ofre til krabba som det almindelig uttrykkes.  En del laa  hjælpeløse nede i rummet og var ikke at formaa til at faa op, andre sat dødbleke paa mellomdækket, og  nogle hang over rællingen.  Vi som var saa heldig at klare det, var ofte vidne til latterlige scener, og fik os mang en god latter.  Vi passeret en mine og en torpedobaat.  Turen utover og indseilingen til Christiansand, hvortil vi ankom kl ½ 4 efm, var for mig en storartet oplevelse, og jeg glæder mig til turen tilbake igjen.  Byen fik vi detsverre ikke se stort av, thi saa snart udskipningen var endt blev 28 mand av os beordret ombord i en liten motorbaat, som straks satte utover mot det aapne hav, og her blev det for mange ikke stort bedre. Mørket faldt paa og sjøen slog flere gange over dæk, saa vi som holdt os oppe maatte passe paa at bagagen ikke seilet over bord, thi her var ingen forskansning som holdt tilbake.  Efter 2 ½ times tur kom vi godt og vel til vort bestemmelsessted, efter flere gange at ha stoppet for vagtposter langs kysten.  Ved ankomnsten til Oftenæs blev 18 mand av os avsatt, medens de øvrige fortsatte i mørket utover til et sted som heter Skjelsjær. Kl 8 lørdagaften var vi ved kvarter, hvor vi med længsel var ventet av Telemarkingene som vi avløste, og første avløsning straks blev sat ut, efter at en avvekslende og tildels besværlig reise paa 5 dage fra jeg forlot mit hjem. Mine kamerater herfra som jeg forlot da, faar jeg ikke se før vi møtes i Christiansand.  Men vi har telefon i vakten saa vi tales ved naar vi vil.

Livet herude er ensformig og trist, saa det skal jeg ikke nærmere beskrive.  Vi gaar vakt 4 timer og er fri 8, dag og nat saa det er noksaa haart.  Jeg har vakt fra kl 12 til 4, og naar jeg i nattetimerne gaar herute paa skjærene gaar uvilkaarlig tankerne hjem til kjendte og kjære, og da ganske naturlig til losjen og kjære ordenssøsken.  Hver søndag har vi fest i vort kvarter, thi da bakeren er med og vi har en liten ovn i kjælderen, sendes  ordonansen hver fredag til butikken, som ligger en halv times vei borte, efter mel og m. m.  Og jeg baker julekake. Nu er kl 4 søndag morgen, og jeg er færdig med min vakt, og kan nu gaa til ro.  Jeg har nu havt geværposten og telefonvakt, saa jeg har benyttet disse timer til at nedskrive disse linjer. I eftermiddag har vi som sagt fest; men da vi hvis ikke noget exstra indtræffer, har haap om at slippe herfra om ca 14 dage, tør jeg ikke love at referere herfra om før jeg kan være iblandt eder.

                                    Hermed broderlig hilsen fra Eders
                                               R. Rasmussen.