Print Friendly, PDF & Email

Verdensmester paa trækspill.

Drammens Dagblad 1915
Av Ole Kristian Nordby
Tilrettelegging: Magne Grønvold NE
Juni 2023

Interview med Thorstein Skarning fra Mjøndalen

Thorstein Skarning

I Discography Of Amarican Historical Recordings
Date Range of DAHR Recordings: 1918 – 1919  finner vi disse tre musikkstykkene med Thorsten Skarning.
(Trykk på navnet på musikkstykket for å spille av.)

Vår kyssen

Vosserull

Seasons coming

 

For nogen aar siden gik en meddelelse gjennom de fleste av landets aviser om, at Torstein Skarning fra Mjøndalen hadde seiret over verdensmesteren paa trækspil, Sarofino, ved en konkurrence i Chicago. Denne meddelelse vakte den største opsigt, da jo italienerne har har ord for at være fulstændig overlegne paa trækspill.

Torstein Skarning har nu en tid været hjemme, men han har ikke lagt trækspillet paa hylden efter sin seir. Av og til kommer reiselysten over ham og saa tar han ut paa turneer. Forleden snappet vi ham op og bad ham fortælle litt om sig selv.

– Ja hvad skulde saa det bli. – Jo, det er sandt, borte i Skien vilde de engang ansætte mig som organist i kirken. Og sandt at si jeg ikke de ville ha tapt noget paa det heller, for det kirkeorglet de den gang hadde mindet mig om mit første trækspil.

Og hr. Skarning fortæller:

– Nogen stas var det saavisst ikke med mit første trækspil, bælgen var sprukken, bassene gav ikke en lyd fra sig, medn de øvrige stemmmer pep alle paa en gang. Fra en avgjemt krok oppe paa et mørkeloft kblev det dradd frem i dagens lys, og jeg husker med hvilken glæde jeg første gang fralokket det de hæse lyder. Saa gik det i triumftog gjennem stuerne under fuld musik , en musik saa skrækkelig, at endog vor ærværdige kattepus med busterne ret til veirs i den største forfærdelse skjøt som et lyn gjennem vindusruten saa glasbiterne føk. Og bedstemor som i længere tid hadde været sengeliggende, skvatt ut paa gulvet og opførte sig i alle henseender paa samme maate som pus, med undtagelse av at hun ikke søkte redning gjennem vinduet, men bak sofaen. Men om aftenen da far kom hjem og jeg  skulde opvarte med et av mine glansnumre, blev rolerne pludselig ombyttet, idet et mindre musikalsk instrument paa min mest kjøttfulde del frembragte tonerne. Dette var min første debut og det vilde være synd at si,  at den ikke vakte opsigt og blev opbevart i flere aar av min bedstemor som for skam skyld ikke kunde gaa til sengs igjen efter sin indianerdans i soveværelset, og som betragtet spillet som en særdeles virksom amulet.

-Saa var det spil nr. 2.
Det fik jeg da jeg var 8 aar hos Bernhard Berntsen fra Hønefoss, som paa den tid var i skomakerlære i Mjøndalen. Dag efter dag sat jeg nede paa verkstedet og saa paa dette spillet til Berntsen, jeg kunde  ikke faa øinene fra det, og drømte om det om natten. Da saa Berntsen reiste og jeg fik spillet var der ingen maate paa min begeistring og taknemmelighet. Og nu blev der spillet, valser, polkaer, reinlændere og salmer. De sidse var liksom ekstranumre til bedstemor og ksatta, som nu var kommet sig efter den første forskrækkelse.

Jeg øvde og øvde mig dag og nat, den samme strofen kunde jeg ta op igjen tusen ganger før jeg blev rigtig fornøid med dem. Men vore naboer øvde sig ogsaa i tilsvarende grad med at bruke kjæft og love juling om jeg ikke lot det fordømte trækspillet være ifred – ialfald nattens tider.

Da jeg var 9 aar gammel tjente jeg mine første penger med trækspillet. Min søster holdt bryllup og jeg var spillemand. Stor kroppen var jeg ikke, men uti egen indbildning følte jeg mig som en kjæmpe som dirigerte det hele. Naar jeg begyndte at spille maate danserne værsaagod ogsaa begynde at danse, stoppet jeg op, maate de gjøre det samme, alt gik efter min pipe. Det var sote øieblikke, og hadde en eller anden hvalpen vaaget at si vesle Torstein til mig – hadde jeg uden naade og barmhjertighet myrdet ham.
Nu fik jeg en tid nok at bestille i bryllupper, paa baller, gjestebud og festligheter, og penger tjente jeg. Det kunde dreie sig om fra 4 til 7-8 kr., ofte mer ogsaa.
Saa drog jeg til Amerika, reiste fra by til by, spillet for guldgravere og indianere.

– Det var jo der De vandt Deres verdensmesterskap?

– Det var i Chicago i 1910 Humbolt Hall var fyldt med tusener av mennsker, hvorav en mængde var nordmænd. Jeg var nervøs og hadde litet haab om at slaa italieneren. Og da alt var over og jeg fik medaljen vilde jeg næsten ikke tro det. Siden har jeg git koncerter i England, Sverige og Danmark, reist over hele Norge og nu sidst i Russland. Jeg var i Moskwa da krigserklæringen kom.

– De har vel paa Deres reiser oplevet adskillig?

– Aaja. I Russland blev jeg arrestert som spion. Jeg var i følge med en toldbetjent fra Tromsø til Arkangelsk. Han lovet at hjælpe mig med at arrangere koncerter da jeg ikke kunde et ord russisk, og for dette arbeide skulde han ha en bagatel av 30 kr., som han fik paa forhaand. Da vi kom til Arkangelsk forsvandt manden sporløst og politiet hug kloen i mig og puttet mig i arresten. Trækspillet blev behandlet den yderste forsigtighet, da de vistnok gik ut fra at det var en eller anden slags helvedesmaskine som hvert øieblik kunde sprænge hele byen i luften. Heldigvis fik den norske generalkonsul Falsen høre om min pinible stilling og ved hans hjælp slap jeg fra arresten. Stipendiat Finstad var mig og saa til stor hjælp – og jeg holdt en række koncerter iArkangelsk. Siden reiste jeg længere sydpaa, men i Moskwa maatte jeg som før nævnt stoppe op og snu næsen hjem igjen.

– Og nu?

– Til sommeren eller høsten tar jeg en trip over til Amerika igjen tænker jeg.