Print Friendly, PDF & Email

Lystige utdrag fra Biposten – losje Bikubens interne avis – i 1907

Avskrift og tilrettelegging: Anne Gallefos Wollertsen, NE
07.08.2011

Annonse:

Se her!

Parykker, der saa naturlige gjort, at man ikke kan se dem, fåes hos parykkmager Svendsen, der tillige anbefaler sig med stort oversjeg til Maskerade.

Maren Svendsen, Karljohansgade No 12

En historie om Per Skomager
Per Skomager var en rigti morsom fyr. Der var intet som kunde skremme ham. Så var det to unge mennesker, brødrene Ole og Lars Furuset, de besluttede en gang at sette han paa prøve.
Den ene anstilede sig som død, og den anden spurte skomageren, om han havde mod til at våge hos den døde Natten over. Ja da, men da han netop sad med et par støvler, som nødvendig måtte være ferdig dagen efter, tog han sit verktøi med sig og arbeidede flittig uden at tænke paa hverken død heller opstandelse.
Ved midnats tid fik han en kop sterk kaffe brakt op til sig for at holde sig vaagen, og han blev saa munter at han istemte en lystig vise, medens han kraftig brugte hammeren.
Plutselig reiser den døde sig paa albuen og udbryder med gravrøst: ” Når man våger over en død, må man ikke synge”. Skomageren studsede lit, men gjenvant strags sin selvbeherskelse. Han gav liget en knert i hovedet med hameren, og svarede: “Nåa man er død, må man holde Kjæft”.

En lystig.

Da´n Bastian og jeg var ude paa ski
En dag da jeg var ute for at lete efter emne til avisa møtte jeg han Bastian Bustekjaka, som gikk paa ski, og da jeg ogsaa havde mine med, la vi over at vi skulde gaa borti den bratte bakken ret over for Bastian og gjorde nogen hop. Da vi havde staat og skuffa en stund med de to store spiseskierne til a Gusta som jeg hadde laandt med, sa´n Bastian at nu var de nok, og nu skulde jeg op og prøve først og han Bastian skulde se efter hvor langt jeg kom.
Jeg gik da op i bakkerne et stylle og tog fart, men da jeg kom nedi et stykke tørnet den venstre skia mi mod en stubbe og jeg gik på hovedet ned over. Da jeg havde ligget en stund og sparka maatte jeg spende skierne av mig og komme nedover til´n Bastian igjen.
Nu skulde han op og prøve og jeg skulde se efter; men jeg havde ikke staat lenge før´n Bastian kom nedover igjen i susende fart og da han kom saa langt ned som til hoppet kastet han sig alt han orket, men vordan han stod saa dat han paa maven nedover og brak af begge skierne sine. Da jeg havde hjulpet ham op igjen sa han nu har jeg ikke lyst til at staa paa ski mer før jeg faar gjort ved skierne mine. Hvis du vil ha gjort ved skierne dine Bastian sa jeg saa maa du finde tupperne igjen og saa begynte vi at leite begge to, men da vi ikke fandt dem begav vi oss på hemveien.
Da vi var om trent ved huset til Bastian fik jeg se tupperne i lommen paa den gamle slaabrokken som han Bastian havde arvet efter tip-tip oldefar sin.

Broderligst. Bastian og jeg!!!