Hans Strøms preken til
«Mine Kiere Tilhørere i Eger Menighed!»
Tilrettelegging: Bjørg Nævra Myhre
og Magne Grønvold NE
Desember 2024
Hans Strøm, prest i Eger Præstegiæld, publiserte mange bøker, og han opplevde at samtiden satte stor pris på hans arbeider. Han ble i 1779 utnevnt til professor i teologi «Ekstraorinarius», og i 1790 tilbød man ham Doctorgraaden i Teologien.
Et eksempel på Hans Strøms rike produksjon er en prekensamling på 744 sider, som ble utgitt i København i 1792. Preknene omfatter alle søn- og festdagers evangelier, og det er påfallende fint å merke hvordan Hans Strøm her bygger bro over Gud som åndsvesen og naturen som hans skaperverk. I denne prekensamlingen kan han ikke unnlate å ta med en «Anviisning for Almuen til at kiende Gud og hans Gierninger i Naturen,» en ren folkeopplysning i den tid, hvor han understreker alt som et skaperverk av Gud. Han påpeker åndelige og sjelelige forhold som livets fristelser fører med seg og som skaper konflikter i sinnet, og han kommer med løsning på dette.
Mine Kiere Tilhørere i Eger Menighed!
Naade være med eder og Fred af Gud vor Fader og vor Frelser den
Herre Jesu Christo formedelst den Hellig Aands Naade og kraftige
Bistand. Amen
Jeg veed ikke af hvad Aarsag det skeede, at jeg ikke før var ankommen til
eder mine kiere Tilhørere, førend det Rygte udbredte sig iblant eder, at
jeg vilde skrive en saa kaldet Postil, som ogsaa adskillige af eder siden have til-
spurgt mig om og ventet paa. Maaskee jeg ved Samtale med En eller Anden
i den Materie kan have udsadt mig dermed, som noget der i sin Tid vel kunde
skee, og man da allerede har anseet dette for en vis tagen Beslutning, som det
dog den Gang ikke var, og det af følgende Aarsag: Mine Predike- Gaver og
mit Foredrag have aldrig været med de bedste, som jeg selv nok indsaae og stedse
har erkiendt: Andres Prædikener ere det mindte, jeg har læst, da jeg stedse har
troet mig forbundet til, hellere at gaae til Kilden end til Bækkene; store Mynstere
i Tale -Konsten har jeg ikke heller hørt, siden jeg min meeste Tid har boet i en
Afkrog, og som Silke-Ormen spundet af mig selv: Og dog er det efter store
Mynstre i Tale og Skrifter, man maae danne sig for at blive en stor Taler og
Prædikant. Jeg fandt derfor hos mig selv ingen gyldig Aarsag til at paatage
mig et Arbeide, som andre af et større Fund maatte være ulige mere skikkede til
end jeg, troede og, at nogen vilde have betaget mig Umagen, og paa en Tid,
som er saa riig paa Skrifter, forekommet mig i et Arbeide af dette Slags, som
jeg aldrig nogen Tid har tænkt at give mig af med, uden i mine sidste Leve-Aar,
i Fald Gud da vilde forunde mig de dertil fornødne Kræfter, og følgelig der-
paa at anvende mine Sidste Dage. Men efter min Regning ere nu disse snart
Ny Side
forhaanden. Jeg gaaer allerede i mit 65de Leve- og 40de Embeds-Aar, og
en saa høi Alder havde jeg selv ikke giort mig Haab om at opnaae. Jeg har alt-
saa Aarsag nok til at tænke paa min Afskeed og Skilsmisse fra eder. Natur-
ligvis rinder mig da ogsaa i Tanke, at man i Skrifter kan tale til sine Tilhø-
rere, længe efter sin Død, og at de døde Prædikanter ofte ere bedre end de le-
vende. Da sees ikke saa meget, som i levende Live paa Maal og Mæle, Ta-
lenter og Gaver, men mere paa Sagen selv; da befenges ingen uordentlige Ef-
fecter, ingen urene hensigter; da glemmes disse og andre, enten formente eller
virkelige Feil, som kan have svækket Kraften af den Talendes Ord den Stund,
han levede. Derfor see vi, at de for deres Spaadomme og Straffeprædikener
ilde lidte og ofte ihelslagne Propheter fik Æreminder oprettede paa deres Grave,
da de vare døde a), og at mange endnu efter deres Død aflægges med en Be-
rammelse, som de ikke meget skulde rose sig af den Stund, de levede. Dette
kan let indtreffe, naar en Lærer efter Embets Pligt skal arbeide paa at afskaffe
Uskik og Uorden, som Vanen har gjort til en Lov, eller han vil bevise paa Lo-
venes Efterlevelse i Henseende til Kirke-Stole og Fattig-Væsenet, helst naar han
derved skal foraarsage sine Tilhørere nogen Bekostning. Af den nærværende
Slægt kan han da ikke vente sig megen Tak for sin Umage, som man vel kan
tænke ; kan han endog ved det samme tillukke Manges Øren og Hjerter, som
vilde findes mere aabne til at høre ham, naar han ikke længer staaer i en saadan
ubehagelig Forbindelse med dem. Skulde nu i et eller andet af de opregnede
Stykker findes nogen paa min Side gyldig Bevæggrund til at udgive disse Præ-
dikener, da vil samme uden tvivl ogsaa tiene til at retfærdiggiøre mit Foretage-
de. Men det Samme kunde dog af andre været iverksat paa en mere fuldkom-
men Maade, som jeg allerede har tilraaet, og hvorfor er det da ikke ogsaa
Norge aldrig har havt Mangel paa Prædikanter med fortrinlige Gaver, har
dog ingen af dem havt den Lyst og Taalmodighed i at skrive, maaskee ikke heller
De store Genier og vittige Hoveder røres meest af det Skiønne, det høie og Be-
hagelige i Sandhederne, men det Rigtige gjør derfor ikke altid et lige Indtryk
hos dem. Bekostningen og Vanskeligheden her i Landet, at udgive noget i
Tryk, kan ogsaa have afskrækket mange, hvortil endnu kommer dette, at de stør-
ste Talere ikke altid ere de lykkeligste Skribentere, og at man af deres efterladte
Arbeider just ikke skulde slutte til fortrinlige Prædikegaver, hvoraf de med
a) Matth. 23, V 29-33
Ny Side.5
Rette vare berømte den Stund de levede. Af disse og andre Aarsager kan det
være skeet, at ingen norsk Mand endnu, det man veed, har efterladt sig nogen
Aargang af Prædikener over Evangelierne og Texter, som aarlig forklares,
hvilket derfor er noget Besynderligt, og vel neppe gives Exempel paa i noget
Rige. Derimod fattes ikke paa Prædikener af dette Slags skrevne og trykte i
Dannemark. Vi have en Brochmans, Medelbyes, Rostochs og Gerners,
som dog for det meste ere komne af Brug, Brochmans untagen, som end-
og ved Stistrups Testamente synes at være giort evigvarende.Vi have ogsaa
endeel nyere, saasom en Bastholms, en Balles, Andr. Møllers,Weinreichs
og Treskows Prædikener, som alle ere gode, til dels endogsaa fortreffelige, hver
i sin Art. Men deels ere de ikke længe siden udgivne, og derfor i Norge
lidet bekiendte, deels er det Høiere i Stilen og Skjønnere i Figurer og Vendin-
ger ikke efter Almuens Smag, deels ere de nymodens Ord og Talemaader ikke
passende til deres Begreb og Mund-Art. Dette troe de i det mindste selv, og
afskrækkes fra at kiøbe disse Prædikener, helst naar de see, at de ere trykte med
finere Skrifter,og koste mere end de gamle. Intet er derfor vissere end dette,
at den norske Almue, uagtet de mange nye Prædikener, endnu i lang Tid vil
blive hængende ved en Brochman og Møller, som blant de gamle vel og-
saa blive de bedste, men have dog denne Feil tilfælles, at de i Steder for at
afhandle en vis Materie udførlig, gaae ethvert Ord og Mening i Texten igjen-
nem, som ofte kun giver Anledning til Ordspil, naar Ord, talte i naturlig
Forstand, saasom det Ord, Bethage eller den undertvungne Aseinde skal
give Materis til gudlige Betragtninger, ofte igjen til gode Lærdømme og Lev-
nets-Regler, men for meget afverlende, og fordi de ikke sigte til et vist Øiemær-
ke, langt fra ikke saa tientlige til Overbevisning og Forbedring, som, naar den
derimod stridende Wildfarelser og at ansende den til Selvprøvelse. Forskiellen
da de kun adspredes, uden at treffe Maalet, eller om de treffe det, langt fra
ikke kan giøre det Indtryk, som naar en eneste udkastes, der baade rammer langt
vissere, og trenger dybere ind. Der er desuden ved disse gamle Prædikener den
Mangel, at de mere gaae du paa at stadfæste Troens Lærdomme imod de pave-
Lige Vildfarelser (som paa den Tid de vare Skrevne,nemlig kort efterReforma-
tionen, kunde have sin Nytte) end at indskierpe Lovens Plikter, som dog altid
giøres mest fornøden, ligeledes at mange af dem ere oplyste med en Mængde
Sprog, som kun sige Et og det Samme, naar eet eller to velforklarede kunde være
Ny Side 6
nok, hvortil kommer endnu dette, at mange Laster, som da vare lidet bekiendte,
og derfor i Prædikener sielden berørte, men som nu have taget mere Overhaand,
behøve i vore Dage en alvorligere Advarsel, om Kuren skal svare til Sygdom-
men. Den nu omstunder gængse Foragt for den udvortes Gudstieneste, Sab-
batens Overtrædelse ved Reiser og Skyds, Underfundigheder i Handelen og ved
Bankerotter, Meeneed og Løgn, hvorrie blant Ægtefolk, Letfærdighed blant
ledige Personer, Fylderie og Drukkenskab, ulovlig Brændeviins Salg, med saa-
dant mere, alt dette skal ber være mine Vidner, og tiene til Beviis,at Præ-
dikener og Advarsler bør i vore Dage have andre Gruner end tilforn, og udføres
paa en anden Maade.Men uagtet alle disse Mangler, have dog forommeldte
gamle Postiler vedligeholdt deres Credit hos Almuen i 100 Aar eller derover,
som vel saa Skrifte kunne rose sig af, og det funes da ikke for tidlig at tænke
paa noget nyt af det Slags,i det minste for en Forandrings Skyld. Di ha-
ve i den lange Tid havt nogle Forandringer af Psalme Bøger, hvorfor ikke og-
saa af Prædikener ? kunde give mig et Slags Hint og Kald vil det samme,
ei alene fordi adskillige, som sagt er, have ventet at see Prædikener fra mig i
Tryk, men ogsaa fordi den er een af de største i Norge, da den bestaaer af mere
end 6000 Siæle, og for saa mange Mennesker var det dog vel Umagen værd at
skrive en Bog; kunde det samme skee til deres Forbedring, vilde det endnu mere
lønne Umagen, og i Fald de mere end andre behevede en saadan Forbedring,
gjorde jo den ilde, som kunde, men ikke vilde paatage sig den. Her nødes jeg
til at vere ved en Stræng, som ,om den skulde give sin sædvanlige Lyd, vilde
klinge empfientlig for mig selv og ubehagelig for eder mine kiere Tilhørere!
den vilde da, om ikke almindelig, saa dog vel ofte lyde saaledes, at Eger er
oppigheds og Uordentligheds Sæde,Opsætsigheds Selvraadigheds Boelig,
kort sagt, en Samlingsplads for saadanne og andre Laster, som om Alle, eller
de Fleste, fandtes skyldige deri, nødvendig maatte paadrage dem en haanlig
Fogt og et retmæssigt had. Men endskiønt jeg ei begiærr herudi, enten at
være eders Anklager eller Sagforvalter, i den Mening, at jeg vilde paatage mig
at forsvare eders Sag, enten den var retfærdig eller ikke, kan jeg dog vel lade
Ny side 7
mig høre som Vidne og sige min Mening, som er denne, at jeg i Grunden
aldri har fundet Folk verre her, end andre Steder; aldri har nogen Trodsig-
hed eller Modvillighed mødt mig i mine Embedsforretninger, i det høieste ingen
anden end den, som allevegne nu og da kan ventes; aldri har jeg mærket no-
get Tegn til Stempling eller modvillig Vægring i at rette sig efter Øvrighedens
Anordninger, naar man kun har giort Alvor af at ereqvere den b). Aldrig
have grove Laster og Misgierninger her mere end andre Steder været sporede,
uden af og til, hos et og andet af Liderlighed og Ondskab udmærket, Ofte ogsaa
fra fremmede Steder indkommet Menneske. Ligesaalidet skal man finde Aarsag
at beskylde denne Menighed for Ubarmhiertighed, enten mod dens egne Fattige
eller Fremmede. Nei! Snarere kunde lægges dem til Last, at mange vise sig alt
for beredvillige til at imodtage og huse alle, enten de ere forsynede med Pas og
Beviis eller ikke. I Guds huus vise de sig ligesaa stille og agtpaagivende,
som nogen andensteds, og hvad deres Giæstebuder angaaer, da tvivler jeg paa,
at denne Menighed eftergiver nogen i Sædelighed og god Orden, men troer hel-
lere, at den deri overgaaer de fleste. Derimod er intet vissere, end at Drukken-
skab med megen deraf findende Uorden har taget større Overhaand her end i de
fleste Menigheder. Men hvad er Aarsagen? De Flestes Næringsvei med Kiør-
sel og Fersel af Magasin-Vahre til Værkerne, samt anden Drift med Tømmer-
og Bord-Flaadning, som ikke tilsteder dem at faae deres ordentlige Maaltider,
giøre, at Mangelen skal oprettes med Øl og Brendeviin; de mange privilegerede
og uprivilegerede Vertshuse, som allevegne ved Veiene og næsten i enhver hytte
er oprettede; de mange Strandsiddere og huusmænd, som Menigheden er opfyldt
af, og gemeenlig ere af en slettere Tænkemaade end Bønder, helst naar de, som her,
boe samlede i Dorfer, de mange Fremmede, af hvilke 20 a 30 Stykker hvert Aar
b): Af seneste Opstand imod Kirke Eieren, da han imod Sædvane begyndte at kræve de
saa kaldte Viinverdie-Penge (Penge for Viin og Brød ved Communion) kan in-
gen Slutning giøres til Folkers Opsætfeghed, siden Sagen kun angik huusmænd
og strandsiddere, den ringeste Deel af Menigheden, og ikke heller blev udført,
uden paa en lovlig Maade ved Forestillingpaa høiere Steder, som nødte Stift-
amtmanden med Stedets Amtmand at holde en Commission, hvis Dom man siden
maatte finde sig i at efterleve. Ligeledes vilde det gaae til, i Fald nogen vilde
tilbagefalde visse hidentil eftergivne Rettigheder, saasom Tiende og Offer efter Lo-
ven, Offer-Skieppe, huusmands-Told, Penge for Befordring til Anneret, o.s.v.
Almuen her og andensteds, som regieres mere af Sædvane end Lov, og ikke uden
Grund er bange for alle nye Paalæg, der aarlig tilvore, vilde da allarmeres der-
over, som den største Uret, den vilde i det høieste kan ansee lovens Bydende i det
Fald saaledes, som man pleier ansee forældede Gields og Vexel-Breve,
der have tabt deres Gyldighed, og saaledes er det allevegne.
Ny side 8
Aar indkomme i Menigheden, foruden Frimænd af de gevorbne Regimenter, af
hvilken fremmede Blanding, der gemeenlig spores mere Ondt end Godt. Den
flæste Pænge-Roullance ved Fortienster paa Kongsberg og i Drammen har lige-
ledes foraarsaget Yppighed, især i Klædedragt, og jaget alle Vahre til en meget
høi Priis, som giør det tungt for Fattige at leve, og gemeentlig er vel Fattig-
dom i Yppighed mere lastefuld end Tarvelighed. Underligt om ikke halvmira-
kulens maatte det derfor være, om saa mange og store Fordærvelses-Aarsager
ikke skulde have nogen skadelig Indflydelse paa denne Menigheds Sæder, og
om den med dobbelt saa god Tilsyn og Bestyrelse, for derved at
møde den indbrydende Uorden og Fordærvelse. Men naar nu Politiet ikke har
været bedre her end andensteds, eller rettere, naar den paa dette Sted har været
ligesaa slet som paa de fleste; naar Lovenes Overtrædelse i visse Begivenheder,
saasom helligbrøde, ikke i Mands Minde har været angiver, fordi man af Er-
farenhed har lært, at den aldrig har været straffet, naar Øvrigheden enten, som
i forrige Tider, ikke tænker paa at hemme Uskik og Uorden, eller naar den, som
i nærværende Tid tænker derpaa og arbeider derfor, finder deri Modstand og hin-
der allevegne, naar Proceduren er en Maskine, som (maaskee i Mangel af en
beqvemmere Politie.Anordning ) gaaer langsom fort, og ofte faaer en forkeert
Vending formedelst Procurator-Kneb og falske Vidnesbyrd, kort sagt, naar visse
Uskikke og Uordener ved langvarig Vane har fanget Hævd og er i de Flestes Øi-
ne blevet et privilegeret og fornødent Onde, maae Skriftens Ord sandes: Det
er fornødent at Forargelse kommer. Vender jeg mig fra denne Menigheds bor-
gerlige til dens kirkelige Forfatning, da kan vel ikke nægtes, at den jo blant
nogle slette Kræfter har havt flere gode i større eller mindre Grad. Men med
Skolerne synes dog ingen i lang Tid at have havt den fornødne Tilsyn; med
eatechetiske Øvelser kan man ikke heller sige, at de Fleste have giort sig tilstræk-
kelig Flid, og saalænge begge Dele ikke iagttages, det Første for at lægge en
god Grund, det Andet for at vedligeholde og forbedre den, kan en Menighed
vel ikke fortiene Sted blant de vel oplyste;lægges dertil ide Drik og Dobbel,
med Sværen og Banden, Spil og Natte-løben, samt Sabbatens gængse Over-
trædelse, nu af de mange Reisende, nu af dem, som paatage sig visse til en be-
stemt Tid fastsatte Arbeider paa Sølvværket, og gjøre Søndagene til deres Reise-
dage, med deraf flydende Uorden, saa forlanger vel ingen fornuftig,at en saa-
dan Menighed skal regnes blant de ordentligste; og at dette er Tilfældet her,
Ny side 9
derpaa tvivler vel ingen, som kiender Stedets Tilstand, og vil have et Skilderie,
der ei flaterer, men er giort efter Naturen. Dog maae jeg i mange Poster
giøre en Undragelse, hvad de egentlige Vender, som kiernen af Menigheden
angaaer, og overhoved at tale ere omtrent af samme Beskaffenhed her, som i
andre Menigheder, hvilket ogsaa gielder om mange huusfolk, som boe langt fra
de alfare Veie, hvorimod hine ved Veie og Stræder, Strandsiddere i Dorper-
ne, Brugsfolk ved Værkerne, ere de, som foraarsage den meeste Uorden ved
Kroehold, slet Huusholdning, ved Børne Opdragelsens Forsømmelse, Modvil-
lighed i alle Afgifters Betaling, med mere, som nødvendig maae giøre denne
Menighed vanskelig at regiere, helst naar dertil lægges de mange fremmede, og
som tiest liderlige Folk, der indsnige sig i Menigheden, og dette uagtet, har
man dog ikke førend nu tænkt paa Bygdevægterens Indsættelse, som dog efter
Forordningen bør være i alle Menighæder, og vel ingensteds giøres mere fornøden
end i denne. Med alt dette er dog Tilstanden i Sæder og Levnet ikke saa slet,
at man jo kunde forestille sig den verre. Gud har Sine her, som andensteds,
og allevegne ere dog de Gode, jeg mener Ordentlige og Ustraffelige, flere end
De Onde og af Lasterudmærkede. At nægte dette, var at fradømme den chri-
stelige Religion og Regimente den Kraft til Menneskernes Forbedring,som den
stedse har havt og i kraft af sin Natur nødvendig maae have. De lægge dog
begge et Baand og Tømme paa Lasterne, som ellers vilde have havt deres frie Løb,
og været hundrede Gange øvede, naar det nu kun skeer engang. Næst Gud have
I altsaa mine kiere Tilhørere, eders Lærere og Øvrighed at takke for, at I ikke
ere være; men at I kunde have været bedre, hvis de selv havde været det og
forestaaet deres Embede med større Flid, kan vel heller ikke nægtes. Naar ere
vel Forældrene uden Skyld, naar Børnene tage ilde av Sted? Men Skylden
hviler dog ikke blot paa Foreldrene, naar Børn imod bedre Videne ere uskik-
kelige og modvillig forkaste deres Forældres Formaning. Saaledes har det sig
ogsaa med eder mine kiere Tilhørere.
Hvad nytter det for Exempel, at eders Øvrighed haandhæver Ret og Ret-
færdighed iblant eder, naar I selv ikke tage i Betænkning at forirette hinanden
paa hemmelige Maader, og ansee visse Forurettelser og Bedragerier med Maga-
sinkiørsel og hestehandel for en lovlig Sag ? endskiønt jeg derfor ikke udgiver
dette for en almindelig Lyde iblant eder.
Hvad nytter det, at eders Lærerer formane eder til indbyrdes Kierlighed
Og Fred, naar I tilstede hemmeligt Nag, Avind, Bagtalelse og Efterstræbelse,
At føre herredømme i eders hierter? Hvilket jeg ikke siger, fordi jeg troer, at
Ny side 10
I deri ere verre end andre; men i Fald I ikke heller ere bedre, i Fald I deri
Ligne andre og de Fleste,bekræfte I ikke da den for Christne saa beskæmmende
Sandhed, at den christelige Religion mindst fiendes af dem i sine meest velgiø-
rende Virkninger, især den Kierlighed, som er langmodig, from, er ikke fiendst
bruger ikke Fortrædelighed, opblæser ikke, haver sig ikke uskikkelig, søger ikke sit
eget, forbittres ikke, tænker ikke Ondt, glæder sig ikke over Uretfærdighed, men
over Sandhed, fordrager alle Ting, troer alle Ting, haaber alle Ting, taaler
alle Ting og affalder ikke.
Forgieves formanes I ogsaa til Tarvelighed og en fornuftig huushold-
ning, saalænge en saa stor Mængde Kramvahre, helst af Qvinde-Kjønnet iblant
eder kiøbes og forbruges. Jeg tilstaaer, at den seneste Klædeforordning havde
bedre bleven efterlevet, hvis da værende Øvrighed strax havde haandhævet den ;
men mon ikke den fordærvelige Lyst til overdreven Stads og Pynt, ikke da hav-
de taget en anden Vending til saadanne Ting, som i Forordningen ikke nævnes
og forbindes? Jeg tilstaaer ogsaa, at Yppighed i Brylluper her ei er gængs, at
om der er nogle, som kan gaae lidt forvidt deri, gives dog at langt større An-
tal, som giør langt mindre deraf, end Forordningen tillader. Men kan man
ogsaa sige det samme om eders Liigbegængelser? Meget rigtig er vel den Ind-
vending, at, da Bønder ber ei, som conditionerte Folk, giøre Besøg til hinan-
den (og til lykkeere de paa nogle Stederi Stiftet gængse, og indtil Udar-
melse store og kostbare Giæstebuder iblant Bønderher ei komme i Brug,) vilde
deraf følge, at de aldrig bleve samlede, naar det ikke skeede i Brylluper og Liig-
Begængelser, hvorfor jeg ogsaa troer, at Giæstebuder i de sidste ikke som nu,
ganske burde forbydes,men kan indskrænkes. Imidlertid er det ilde, at eders
Liigbegængelser skal skee med saa store Bekostninger, der undertiden kan beløbes
sig til halvhundrede Rigsdaler eller derover, ligeledes at de døde Legemer skal
med saa megen Flid udnyttes, og at saa mange Tilskuere Aftenen før Begravel-
sen skal i de saa kaldte Vaagestuer forsamles af unge Mennesker, som der ofte
giøre utilladelige Bekiendtskaber, og drive Abespil, som passe sig paa intet min-
dre end paa Sørgehuse og Liigbegængelser.
Eders Omgang i Brylluper og andre ordentlige Sammenkomster har jeg
tilforn talet om. At I der holde et fornøieligt Maaltid til sammen, at I end-
og ende samme med Lovsang, og ikke skamme eder ved Guds Ord, som ellers
er en almindelig Lyde i de høiere Stænder, at I siden tage eder en sømmelig
Dands, alt dette roser jeg, og har undertiden fundet Fornøielse af at see derpaa,
da alting gaaer af i saa god Skik og Orden. Min fortiene ogsaa de iblant
Ny side 11
eder samme Roes, som tilstede deres Vern og Huusgefinde paa egen haand,
uden at Opsigt, at forsamles i Drikke- Dandse og Spillehuse, samt paa de i
Forordningen forbudne Forspillinger eller Kast, der ligeledes endes med Drik og
Dands, og ofte vedvarer indtil Morgenen til deres Arbeides Forsømmelse Dagen
efter. Den deraf flydende Skade og Uorden er ikke saa ringe, at jo mange af
eder selv indsee den, og sige, at det burde angives og forbydes. Men da en
saadan Angivelse sielden skeer, og alting holdes saa hemmeligt som mueligt, af
hvem kunde det da hellere forbydes og hemmes, end af eder selv? Vilde enhver
Huusfader være Præst og Øvrighed i sit huus, vilde enhver holde sine Børn
og Tienere i tilbørlig Orden, og ikke laane sit huus til saadanne eller andre
Misbrug, vilde denne Uskik falde bort af sig selv. En heel Menighed bestaaer
jo af mange huuse og Familier, skal derfor Gudsfrygt, skal gode Sæder blive
almindelige i Menigheden, og der udbrede sine velgiørende Virkninger, maae de
først rodfæste sig i husene, og skal disse blive Skoler for christelige Dyder, som
jeg i een af disse Prædikener har viist,at de bør være, da maae Børne-Opdra-
gelsen og Skole-Underviisningen ei forsømmes; de Unge maae jo ellers af Dum-
hed og onde Sædvaner fordærves, og saaledes hærdes i Fordærvelsen, at de si-
den hverken ved Læreres Underviisning eller Øvrighedens Love kunne forbedres.
I see deraf mine kiere Tilhørere Grunden til det, jeg meest har drevet paa siden
jeg kom til denne Menighed, men ogsaa fundet den meeste hinder og Modstand
udi, som er Skolernes Forbedring. Jeg har ikke uden Græmmelse kunnet see
deres Forfald iblant eder, som ofte har gaaet saavidt, at endog i de tre faste
Skoler her i Menigheden, hvor Ungdommen hele Aaret kan nyde Underviisning,
have mange ikke ladet deres Børn søge Skolen nogle Dage i Aaret, end sige
oftere. Jeg har ligeledes ikke uden en qvælende hjertegræmmelse funnet see den
Synd, som begaaes mod fattige og forladte Børn, baade indfødte og fremmede,
som denne Menighed er opfyldt af, at de vanke omkring som vildfarende Faar,
dem alle, naar de ere komme til nogen Alder, ville have til Slæb og Arbeide,
men ingen holde i Skole til deres Underviisning og Forfremmelse. Jeg har der-
for, som I vide, ofte taget slige vankundige Børn i mit huus, for at lade
dem undervise, og ligeledes forsøgt at formaae andre til det samme, skiønt uden
synderlig Frugt, da der gemeenlig sees mere paa egen Binding og Fordeel, end
de Unges Underviisning. Jeg har derfor, om Gud vil og ingen ulykkelige Til-
fælde skulde tilslaaes mig, besluttet, at testamentere en vis Capital til slige fat-
tige og forladte Børns Forfremmelse i Guds Kundskab, i Haab, at flere kunde
overtales til at giøre det samme, hvorpaa jeg ogsaa hos En og Anden har sat
Ny side 12
Forsøg, men tillige befundet, hvor vanskelig det er, at bringe noget Nyt paa
Bane, og at overvinde de derimod stridende Fordomme. At give de Fattige
til legemlig Underholdning, har længe været brugeligt, det kan man derfor be-
gribe, det kan man føle og tage paa;men hvor mange have vel den Følelse af
Religionens Ypperlighed og Kraft paa egne Hjerter, at de skulde giøre
noget dertil hos andre? Det var jo det samme, som at ville giøre andre lykkeli-
gere end man selv er og skiøtter om at blive, og at foreslaae at noget saadant,
blev jo da det samme,som at fremkomme med en ubillig Begiæring.
Imidlertid er Dog Øiemærket af disse Prædikener, saavelsom her givne
Erindringer, just dette og intet andet, end at bringe eder mine kiere Tilhørere
til den Overbevisning og Erfaring, hvor lykkelige I selv og andre ved eder i
Kraft af Religionens Ypperlighed kunne blive, og jeg har kun derfor aabnet eders
Saar, for desto vissere og bedre at helbrede dem, giør mig og vist forsikret, at
enhver, der vilde skrive til sin Menighed i samme Materie og Øiemærke, vilde
bruge en lige Methode, og i samme finde noget at rose, men ogsaa mange
Mangler at lægge for Dagen, at det blev meget tvivlsomt, hvilken Menighed,
der fortiente meest at roses eller lastes, naar Enhvers besynderlige Omstændighe-
der fraregnes. Jeg igientager det derfor endnu engang, at jeg med min Roes
eller Last ikke har havt anden Hensigt, end ved Religionen at giøre eder lykkeli-
er i Mad og Drikke maadelige, i Klædedragt tarvelige, i Handel og
Vandel redelige, for Gud og Menneskene retskafne, med faa Ord, rige paa alle
de christelige og borgelige Onder, der kan sætte denne dyrekiøbte Menighed saa-
vel til Lov paa Jorden, som til Ære og Herlighed i Himmelen. Opnaaer jeg
dette hos nogle af eder, da veed jeg, at I ville takke mig for dette Arbeide, og
undskylde det Manglende paa den Grund, at ingen har villet giøre det bedre.
For min Umage og Bekostning vil det da ogsaa blive mig Belønning nok her i
Tiden, at jeg ikke uden Nytte har arbeidet for Evigheden, at jeg i det mindste
ikke har nedgravet mit Pund i Jorden, men søgt at være troe i Lidet, at jeg
ikke heller har tænkt paa eders Bekostning at berige mig, men hellere at giøre
eder rige i al aandelig Viisdom og Forstand, i det hiertelige Ønske, at I maatte
blive min Ære og Krone, ligesom jeg eders paa hin Dag. Da vil jeg maaskee
af alt dette Arbeide faae de Frugter at see, som endog overgaae min Formodning,
og til min Beundring finde dem der, hvor jeg selv mindste ventede dem. Maa-
skee jeg ogsaa da til min Glæde vil erfare, at nogle af mine forrige Tilhørere
i Borgund og Voldens Menigheder have læst disse Prædikener og ført sig dem
til Nytte, at de endog under Læsningen have fundet noget ligt til den kierlig-
Ny side 13
hed, Glæde, Beundring, Medfølelse og de varme Ønsker, som ikke ere usæd-
vanlige, naar man faaer Breve eller Tidene om en tilforn bekiendt, men længe
forglemt Ven, eller og saadanne Gemytsbevægelser, som jeg selv erindrer at have
havt ved at læse Placettes, Doddridges og andre opbyggelige Mænds Skrif-
ter, naar jeg har fundet deres ædle Hiertes Tanker og Følelser overesstemmen-
de med mine egne, og derfor desto mere rørende. Men dette hører til Aander-
nes Verden, og lader sig ikke vel forklare, uden med det Sprog ( med de efter
Apostlenes Talemaade her uudsigelige Ord,) som alle her i Verden til det Gode
Eenstemmelige Siæle først skal lære at tale i de evige Boeliger, naar de skal see
Hinanden igien, naar deres Hierter skal glæde sig , og ingen tage deres Glæde
Fra dem.
Det øvrige, som jeg har at erindre Læseren om, bestaaer kortelig derudi,
At jeg, for at befordre Affætningen og spare den Kiøbendes Bekostning, har be-
flittet mig paa mueligste Korthed, og af samme Aarsag udeladt de ellers bruge-
lige Bønner, en Mangel, som efter mine Tanker let kan erstattes, naar man i
det Sted vil betiene sig af de almindelige Bønneformularer for Gudstienesten og
Ordets Hørelse, som findes i alle Psalme-Bøger. Af samme Aarsag har jeg
giort mig at muelig Flid for, helst af Almuen at saa mange Subskriben-
tere som mueligt, velvidende, at jo flere Subskribentere, jo større Oplag, jo
større Oplag, jo lettere Priis, og jo lettere Priis, desto større Aftræk. Men
derover er ogsaa Trykningen længere udsat, end jeg havde ønsket og lovet. Een-
foldighed, Tydelighed og Overbeviisning, er dernæst det, jeg fornemmelig har
lagt Bind paa, fordi jeg ikke saa meget har skrevet for oplyste Tilhørere, der
kun behøve ved Veltalenhed at oplives og overtales til gudelige Beslutninger,
som meest for Eenfoldige og største Delen Vankundige, paa hvilke al Veltalen-
hed er spildt, saalænge de ikke have fattet klare og tydelige Begrep om det, de
skal overtales til. Hjertet sættes da kun i Bevægelse, uden at Forstanden veed,
hvorfor og hvortil, og de Indtryk det føler, forgaae ligesaa hastig som de kom-
me.Vel veed jeg, at der gives en Veltalenhed, som lader sig anbringe uden
Skade for Tydelighed og Overbeviisning; jeg veed, der ere de, som forstaae at
fremsætte Sandheden paa en eenfoldig, tydelig, og dog nye, var og uventet
Maade, følgelig vel skikket til baade at oplyse og røre deres Tilhørere. Men
saadanne Genier og Konstens Mestere ere rare, dem maae jeg derfor overlade et
saadant Værk, for derpaa at øve deres Konst, uden at frygte, at min Flid
derfor skulde være forgieves anvendt, eller at Verden derfor skulde blive alt for
meget opfyldt med Prædikener. Udgives dog idelig nye Historier, nye Fortæl-
Ny side 14
linger, Poester, og deslige, nogle mere, andre mindre fuldkomne, hvorfor ikke
ogsaa nye Prædikener ? endskiønt de ikke alle ere lige gode, ikke heller lige tientli-
ge til samme Øiemærke. Skulde derfor alle Postiller fortiene at opbrændes, som
En nyelig har skrevet og Flere maaskee tænke, da kunde vel hine forommeldte
Skrifter vel ikke vente nogen mildere Dom, med mindre man vilde paastaae, at
Vittighedens Værker giøre mere til Verdens Forbedring, end Guds Ords Prædi-
ken, som vel neppe nogen hidindtil har paataget sig at bevise. Andre, som ikke gaae
saavidt i deres Paastand, turde dog vel mene, at jeg havde giort bedre, i Ste-
det for Prædikener. Men deri kan jeg aldeles ikke være enig med dem,saasom jeg
i gudelige Betragtninger over jordiske Ting, og jeg tillige troer, at saalænge
sand Christendom ikke sættes forud,tiener alt saadant mere til Parade og For-
nøielse end Nytte. Saalænge vi da i denne Punet staae endnu saa langt til-
bage, har jeg i mine egne Tanker giort det bedste Valg ved at øse af Skriftens
egen rige kilde, som ogsaa er med i mit Kald og Stand meest overeenstemmen-
- Saa dyrebar denne er i mine Øine, og saa vist jeg troer, at den alene
kan giøre viis til Salighed, saa meget glæder det mig, at jeg ved disse Prædi-
kener kan aflægge et Vidnesbyrd om det samme endog efter mine Dage, et Vid-
nesbyrd, som Gud af Naade vilde frugtbargiøre og velsigne paa alle deres Hier-
ter, som det høre. Skrevet den 8de December 1790.
Etterskrift
Efter—Skrift.
Efterat dette var skrevet, faldt mig ind, at en Anvisning til at finde Gud
Af hans Gierninger i Naturen, kunde have sin Nytte endog for Almuen og no-
genledes tilfredstille deres Forlangende, som, efter det jeg før sagde, have raa-
detmig dertil.Jeg har da deri efterfulgt en Johan Arndt, som efter de Ti-
ders Kundskab, har adskilligt derom i sin sande Christendom, og endnu mere
en Henrich Sander, af hvis smukke Skrifter: Gute und Weisheit Gottes in der
Natur, item: Natur und Religion, jeg hist og her har betient mig, og vil
Have dem anbefalet, som ønske at vide mere i denne Materie.